| |
En fodtur i Sulitelmatrakterne
Af cand. mag. W. Myhre.
(Trykket i "Den norske turistforenings
aarbog for 1897")
(Digitalisert av Kjell L. Olsen)
Sommeren 1891 foretog undertegnede sammen
med - eller rettere sagt ledet af - hr. O. A., en øvet og
i de trakter vel bevandret turist, en liden opdagelsesreise i Sulitelmatrakterne.
Da vi efter lykkelig tilendebragt tur skiltes i Bodø, sagde
hr. O. A., at han vilde give en indberetning til turistforeningens
aarbog om denne tur. Til dato har jeg imidlertid intet seet fra
hans haand, og da jeg har liggende nogle notater fra denne reise,
paa hvilken vi bl. a. besteg to "jomfruelige" tinder,
stiller jeg etterfølgende beretning til hr. sekretærens
disposition, om han synes, at han kan bruge noget deraf til aarbogen.
* * *
Bodø er i og for sig ingen skjøn
by. Men den udmerker sig ved sine smukke omgivelser og er et fortræffeligt
centrum for større eller mindre udflugter. Herfra kan man
foretage ture til Lofoten, til Saltenfjord, til Foldenfjord og de
mange deilige partier inde i landet, f. eks. til Sulitelma. Nutildags
er adkomsten did meget let. Man har dampskibsforbindelse lige til
Skjønstu eller Skjønstaa ved Øvrevands østlige
ende og kan derfra kjøre med jernbane til Furulund, midtpunktet
for trafiken ved de store Sulitelma gruber. Her er nu prægtigt
hotel og al mulig komfort. I 1891 var forholdene mere primitive,
og da jeg kan tænke mig muligheden af, at det ligeoverfor
den moderne civilisation deroppe kan have sin interesse at se, hvorledes
fremkomsten var for 6 aar siden, vil jeg begynde med vor afreise
fra Bodø.
Onsdag den 15de juli kl. 5 om morgenen
reiste vi med det hyggelig og bekvemt indrettede dampskib "Laurvig"
fra Bodø og indover Saltenfjorden. Sjøen laa blank
og stille; himlen var overskyet og saa lidt ubehagelig ud, men mente
slet ikke noget med det. Tvertimod klarnede den snart op, saa at
vi udpaa dagen havde det herligste straalende veir med skyfri himmel,
- et veir, som vi havde at glæde os ved de første 8
dage af vor tur.
Ved 8-tiden om morgenen var vi ved Saltstrømmen
og passerede den uden vanskelighed. Dette var nemlig overgangstiden
mellem flod og ebbe, og da er den nogenlunde stille. Men ve den
baad, som midt i flodtiden vover sig ud i den, naar strømmen
gaar med fuld fart. Da er den redningsløst fortabt og suges
under med mand og mus, om der saa stod hundrede af folk paa land
med hjerte og vilje til at hjælpe. Da gaar strømmen
med flere miles fart, den syder og bobler og koger med svære,
alt opslugende strømhvirvler.
Gjennem denne strøm kommer man
ind i Skjærstadfjorden, en bred, smilende arm af Saltenfjord
med smukke omgivelser og vel bebyggede, frugtbare bygder. Ved 11-tiden
er man paa Fineide, hvor vi forlader dampskibet for at tage videre
med baadskyds. Her er yderste station, oplagstomt og udskibningssted
for det svære Sulitelma grubekompani.
Fra Fineide gaar ruten saaledes: først
nogle minutter tilfods til Nedrevand, ca. 5 kilometer langt, der
ved Hjemgamsstrømmen, en kort, men noksaa bred elv, forbindes
med Øvrevand, ca. 10 kilom., ved hvis øverste ende
ligger Skjønstaa. Derfra tillands ca. l norsk mil til Fossen
eller, hvis baad der ikke faaes, til Osbakken, hvorfra man har en
god mils baadskyds til Fagerli.
Først ved 2-tiden kom vi afsted
fra Fineide og blev, behagelig henslængt i en seksærings
agterskot, noksaa raskt befordrede opover Nedrevand af tre roere.
Om en liden stund kunde vi sætte seil og gled nu for en nydelig
slør i deiligste veir opover dette virkelig særdeles
smukke vand. Øvrevand er ogsaa paa sin vis en meget vakker
indsjø, men af en ganske anden art; det bliver da rent en
smagssag, om man vil foretrække det ene for det andet. Thi
Nedrevand ligner en smilende søndenfjeldsk indsjø,
omgivet af flade, vel befolkede og frugtbare landstrækninger
og virker tiltalende ved sin blide karakter, - en ren idyllisk skjønhed.
Saa meget desto eiendommeligere virker da overgangen til Øvrevands
natur, særlig naar man er kommen et stykke op i vandet. Thi
her er naturen ægte nordlandsk, storslagen, dyster; fjeldene
er høiere, ser vildere ud, bare og bratte, med stup og styrtninger.
Øverst er de sneklædte, nederst ofte skovklædte,
især da af løvtrær, som netop nu kappes med grønsværet
i vaarfriske farver. Hist og her styrter en skumhvid fjeldfos ned.
Den kaster sig i kaade spring udover de bratte fjeldsider, den buldrer
og koger og larmer og søger at gjøre saa meget blæst
som mulig; den ved, at dens tid er stakket. Naar snesmeltningens
tid er forbi, har ogsaa den endt sin korte, men glimrende løbebane.
Den gaar da til ro og slumrer til næste sommer, naar solen
gløder i bakkerne og sneen smelter og løvet sprætter,
- da vaagner ogsaa den til nyt muntert liv, til ny larmende leg.
Med den netop beskrevne natur i Øvrevand for øie venter
der os ved vandets øverste ende, ved Skjønstaa, en
ny overraskelse. Thi her er en plet saa fager, at den fuldkommen
overgaar alt, hvad vi hidtil har seet af venligt landskab. En smuk
birkeskov i det lyseste, yndigste grønt, en skovbund med
overordentlig rigt og yppigt grønsvær, der havde en
om muligt endnu sterkere farve end det nys udsprungne birkeløv,
klædte et terrasseformig opstigende landskab, forbi hvilket
elven flød i sterk strøm. Over det hele kastede ettermiddagssolen
sit klare, varmende skjær, der frembragte et farvespil i de
fineste nuancer.
Efter nogen akkordering frem og tilbage
fik vi tag i en hest, som skulde drage vore sager, medens vi marscherede
ivei, først gjennem en fager birkeli, saa forbi Tværaamo
op gjennem nogle lange, bratte bakker, fra hvis top vi havde en
prægtig udsigt over Sulitelma, og saa nedover igjen, gjennem
yppige lier, til "Fossen". Det var en mils vei at gaa,
hele tiden god kjørevei, anlagt af Sulitelma grubekompani.
Her ved Fossen gjaldt det at faa tag
i en baad. Vore øine frydede sig ved synet af to nette nordlandssjægter,
som laa fortøiede ved bryggen. Men nei, - det var kompaniets
baade og laa og ventede paa direktøren og nogle ingeniører,
som var paa Fineide. "Han Ola" havde nok en baad, men
var oppe ved Furulund nu, og det var uvist, naar han kom tilbage.
Der var da ikke andet at gjøre end ad en stenet, besværlig
vei at trave videre til den en fjerdingvei længere oppe liggende
næste og sidste station Osbakken. Var der ikke baad der, saa
var der ikke anledning til at komme opover vandet, før en
tilfældig leilighed tilbød sig. Heldigvis var imidlertid
baade han Martin Osbakken og baaden hans hjemme. Ja, madamen hans
var for den sags skyld ogsaa hjemme, og det havde ogsaa sin betydning;
thi saa fik vi anledning til at forbarme os over en stakkels paa
en hylde bortgjemt "rymkoll" eller rømmebunke,
som vi kalder det, og denne vor barmhjertighedsgjerning øvede
vi saa ettertrykkelig, at vi lod intet tilbage at ønske.
Men saa havde vi jo heller ikke nydt andet siden frokost end en
chokoladeplade, som vi broderlig delte med hverandre, og nu var
klokken næsten 8 om aftenen. Saa roede vi da opover det smukke
Langvand, som har faaet et. til sin langstrakte form meget passende
navn, hensunkne i beundring over det smukke landskab, som for hver
fremspringende odde, vi roede forbi, vekslede i form og belysning.
Her havde vi ogsaa flere svære, prægtige vandfald: Galmi
("ihjelfrossen") vælter sig kaskadeagtig nedover,
smal oventil, med enkelte pragtfulde skumhvide sprøtt, bredere
nedenfor med lange, smukke styrtninger. Længere oppe Rupsi
(eller Euopsi) med stort, bredt, majestætisk fald og svær
røg. Rupsi skal paa lappesproget betyde "den røde"
og være et tilnavn til den onde, som man ellers er vant til
at høre betitlet "den svarte". "Den røde"
eller "den onde" kaldes elven af lappen, fordi den af
og til tager renen fra ham. Længere oppe, i nærheden
af Fagerli, styrter Giken ned i prægtige, tredobbelte fald.
og helt oppe ved vandets ende har vi Lommi, der vælter sig
saa skumhvid nedover, at den i en halv fjerdings afstand ikke kan
adskilles fra de omliggende snefonner, og Balmi, den største,
bredeste og mægtigste af dem alle, dog uden lodret fald. Foruden
disse større elve prydedes fjeldsiderne fortvæk af
sitrende smaabække, der kan antage de forskjelligste former,
dels som brede sølvbaand, dels som lange, smaakrusede fjær,
dels som halvt gjennemsigtige, florlette slør. Forresten
havde vi ogsaa her anledning til at beundre den rige, yppige vegetation,
de vakre lier, de prægtige furu- og birkeskove. Saa meget
desto mere overraskende og betagende virker en saadan natur, naar
man har reist den lange vei med dampskib fra Trondhjem til Bodø,
hvor øiet har stirret sig blindt paa disse ugjestmilde, nøgne,
graa klipper, som man ligesom kjender der staar kolde gufs af, og
bag hvilke man vanskelig vil tænke sig en rig, frodig vegetation
skjult.
Endelig ved 10-tiden om aftenen var vi
fremme og modtoges med glæde og venlighed af vor prægtige
vert Peter Sørensen, der skulde ledsage os som fører
paa vore forskjellige ture. Om aftenen blev vi siddende længe
oppe for at forhandle om de forskjellige ruter, deres eventuelle
længde osv., og følgende reiseplan blev vedlaget. Torsdag
d. 16de hviledag med besøg af Furulund og gruberne; fredag
d. 17de bestigning af Saulo, et prægtigt fjeld i syd, som
ikke før har været besteget; lørdag d. 18de
hviledag; søndag d. 19de bestigning af Stortoppen paa Sulitelma
(den er kun en gang før bleven bestegen af hr. O. A.; mandag
aften til Blaamanden, en svær, ligeledes ubestegen snebræ.
Til denne tur beregnedes to dage, da vor oprindelige plan var at
stige ned i Norddalen, der sænker sig ned mod Øvrevand,
og saa tage tilbage til Fagerli den kjendte vei derfra. Torsdag
d. 23de skulde hjemreisen (til Bodø) finde sted. Den dag
skulde vi drage til Balvandet (i syd) og overnatte i en finnegamme
der. Den næste dag videre til Junkerdalen, hvor den bekjendte
Junkerdalsur skulde besees, og saa lørdag til dampskibsstoppestedet
Rognan, inderst i Saltdalen, hvorfra dampskib til Bodø afgaar
kl. 10 om aftenen.
Det var jo en herlig reiseplan, som i
en fart vilde gjøre os viden bereiste, om den da lod sig
realisere. Det kom an paa Saulo- og Blaamandsturen, som for alle
parter var et fuldstændigt terra incognita, og paa veiret.
Nu, vi faar jo se, hvad vi udrettede, og hvor megen eller liden
grund vi har til at være tilfredse med resultatet.
Som sagt, saa gjort. Vi tog det roligt torsdag og aflagde kun et
besøg paa Furulund og en visit i gruberne. Hvor interessant
i flere henseende end dette sidste var, og det kunde godt give anledning
til en artikel for sig, forbigaar jeg dog en beskrivelse deraf som
neppe hørende hjemme her.
Fredag d. 17de juli skulde da turen til
Saulo gaa for sig. Veiret var straalende vakkert, og ved 8 ½
-tiden om morgenen drog vi sammen med Peter Sørensen, der
bar vor ransel, med friske kræfter og godt mod afsted, dragne
af længsel mod det ukjendte. Hr. O. A. var vel rustet for
kommende eventualiteter; vi havde med os et prægtigt brætaug
og to isøkser. Desuden medbragte han kompas og kikkert og
et udmerket aneroidbarometer, som med stor følsomhed noterede
stigningerne.
Jeg vil allerede her straks gjøre
opmerksom paa, at de følgende tider er meget rummelig sat.
Vi havde følelsen af, at vi havde en lang, besværlig
marsch foran os, og be vægede os derfor hele tiden fremover
med al ønskelig langsomhed.
Opover bar det i sydostlig retning, mer eller mindre brat, indtil
vi ved 11-tiden fik Saulo isigte. Vi var da straks enige om to ting:
for det første, at Saulo var et deiligt fjeld, der med sine
to toppe, en nordre - spids - og en søndre - rund - i værdig
majestætisk ro hæver sig høit op over det omliggende
høiland; og for det andet, at det laa sørgelig langt
borte. Men naa det skulde vi! Det var bare at klemme paa. Det gjorde
vi da ogsaa og var ved 3-tiden komne op paa en høide, Rautotjokk,
bent imod Saulo. Men o skræk! Mellem os og Saulo ligger en
dyb dal med temmelig bratte sider. Helt did skulde vi altsaa ned
og tabe mindst 1500 fod af vor med stort besvær vundne høide,
- det var dog fortvivlet! Men det var der nu engang ikke noget at
gjøre ved; flyve kunde vi jo ikke. Vi besluttede da at holde
en god rast for at styrke vore kræfter til denne ekstraanstrengelse.
Vi leirede os ved en liden bæk og holdt maaltid og rast og
kunde havt det særdeles hyggeligt, hvis ikke myggen havde
været saa talrig og saa glubsk. Det sidste kan jeg ikke fortænke
den i; thi hvad den til dagligdags lever af her paa nøgne
tjeldet, det skulde jeg ikke have let for at sige. Intet under,
at den vilde benytte anledningen til at holde festmaaltid, naar
tre saa lækre stege kom spadserende op i munden paa den.
Kl. 4 begyndte vi nedstigningen i dalen.
Det gik rask nedover, og god hjælp havde vi af snefonnerne,
som her laa store og dybe, og som paa sine steder var saa bratte,
at vi kunde rutsche eller "skli" lange strækninger
nedover. Nede i dalen passerede vi forbi en liden indsjø.
Rautojaur, som tildels var isbelagt, og steg saa opover de langstrakte
skraaninger, der fører os lige op til keglens fod. Dette
punkt naaede vi kl. 6 ½ og var da paa høide med det
punkt, som vi for 2 ½ time siden havde forladt. Herfra skulde
det bære brat tilveirs, først over en ur, opfyldt af
svære stene, deretter op gjennem de kolossale snemasser paa
fjeldets nordostre side. Etter en halv times rast begyndte opstigningen,
som var meget let praktikabel, men yderst trættende, da snefonnen
for det meste var saa steil, at vi for hvert skridt maatte hugge
fødderne godt og langt ind i sneen for ikke at glide tilbage.
Endelig, - kl. 8,20 om aftenen kunde vi med berettiget stolthed
raabe vort hurra, - da var den høieste (søndre) top
naaet, akkurat 12 timer efter vor afgang fra Fagerli. Barometerstanden
viste, at denne top var 5651 norske fod høi (621 mm.).
Her opholdt vi os over en time, og længere
endda var vi blevne der, hvis det ikke havde været saa koldt;
thi her var deiligt at være. Et mere vidtstrakt skue i mere
straalende belysning skulde man have ondt for at finde. Og stadig
vekslende hvilepunkter for øiet. I nord Sulitelmatoppene
med de vældige snebræer omkring og Kjølens takkede,
glitrende tinderække i nordostlig retning. l øst det
vidtstrakte svenske høiland, der ikke havde videre fjeldtoppe
at opvise, men var desto rigere paa smukke, store jndsjøer,
hvoraf især de to nærliggende Pieskijaure med den idylliske
ø midt udpaa samt den milelange Mavasjaure, der snoede sig
som et bredt belte halvveis rundt Saulo, tog sig prægtig ud.
Mod syd hævede sig enkeltstaaende smukke tinder, og i sydvest
laa Børvastinderne og Beierenfjeldenes skarpe keglerække
som tænderne i en sag. Ret i vest laa havet, blankt som et
smilende øie, stængt af Lofotvæggen i det fjerne.
Værø, 27 geogr. mil borte, saaes med blotte øie.
Landegodes majestætiske fjeldmasse laa der i al sin storslagne
skjønhed, idet den nedgaaende sol lagde sit glimrende røde
skjær ligesom en helgenglorie om dens vældige isse.
Og lod man saa blikket svæve videre, mod nordvest, saa hvilte
det længe og gjerne ved Sørfoldens herlig belyste,
glimrende spidse takker. Det var en udsigt. hvis storslagne skjønhed
og rige afveksling fuldkommen opveiede alle de udstandne anstrengelser.
Vi byggede nu en mandshøi varde og deponerede ved foden af
den en tilproppet flaske med vore visitkort, forat eventuelle "efterkommere"
kunde se, hvem æren tilkom for at have besteget Saulo første
gang, og tiltraadte derpaa tilbagetoget. Vi syntes fra Rautotjokk
at have bemerket, at fjeldet lod sig bestige ogsaa fra den vestlige
side, og besluttede derfor at forsøge nedstigningen der.
Jo vel, det gik an at komme ned der; men det var et yderst besværlig
og trættende arbeide. Hele vestsiden var en eneste steil ur,
opfyldt af større og mindre stene; om den end paa sine steder
ikke var saa farlig brat, maatte vi dog for hvert eneste skridt
iagttage den yderste forsigtighed og forvisse os om, at den sten,
vi traadte paa, laa trygt. Paa sine steder var der stup, "flaak",
som man kalder dem her, for hvis skyld vi maatte foretage kortere
og længere omveie; paa andre steder maatte vi bevæge
os nedover paa alle fire og klamre os fast med hænder og fødder.
Endelig, efter halvanden times forløb, var foden naaet, og
kort tid efter holdt vi rast og spiste vor aftensmad ved en bæk
paa sydsiden af øvre Torro (eller Dorro) jaure klokken 11
½. Her var myggen atter voldsom glubsk; men vi ballede hovederne
ind i lommetørklæder saa godt vi kunde og holdt os
derved saa nogenlunde klar af dem. Saa lagde vi da ivei igjen med
friske kræfter i rask marsch langs det ½ mil lange
øvre Torrojaure i godt lænde, gik paa isen over bækken
mellem øvre og nedre Torro og slog ind paa retningen mod
Fagerli. Men lang var veien, bakke op og bakke ned, tildels myrlændt,
og trætte blev vi. Klokken 3 ½ om morgenen holdt vi
sidste rast paa en bakke. Sultne var vi igjen, og mad maatte vi
have. Men der var ikke noget vand her! Aa pyt, vi kunde vel for
en gangs skyld greie os uden vand. Jo vel, - maden vokste og vokste
i munden paa os og vilde ikke ned. Vand maatte vi have. Jeg griber
da et bæger og gaar ned til en liden bæk for at hente
lidt. Det gik let at komme nedover. Men aldrig havde jeg dog tænkt,
at en saa liden bakke kunde være saa fæl at komme op!
Saa ruslede vi da afgaarde igjen med de kræfter, vi havde
tilovers. Men lang var veien, det var sikkert; thi først
efter tre timers marsch kunde vi give vore trætte ben hvile
i hver vor stol paa Fagerli, hvorhen vi kom henimod 6 1/2 om morgenen,
nøiagtig 22 timer efter vor afmarsch. Vi gjorde det os nu
mageligt, badede fødderne og fik tøfler paa og satte
derpaa tillivs en prægtig rømmekolle. Men legemet trængte
ogsaa i høi grad søvn, og vi var ikke sene med at
komme i seng, hvorpaa vi sov som stene til henholdsvis 4 og 6 om
ettermiddagen. Ovenpaa denne bedrift skulde man tro det blev daarligt
med nattesøvnen. Aa, nei, den var nok ikke saa klein endda.
Vi lagde os kl. 12 om aftenen og sov de retfærdiges søvn
til kl. l næste dag. Da syntes vi nok, vi havde gjort det
godt. Men søvn og hvile trængte vi, thi vi havde besluttet
os til at drage afsted til Blaamanden om aftenen, og den tur kunde
kanske ogsaa blive temmelig drøi. Vi valgte imidlertid en
anden rute end den, vi oprindelig havde tænkt, idet vi blev
enige om, at vi, i tilfælde vi kom op paa Blaamanden, vilde
drage samme vei tilbage igjen.
* * *
Kl. 7 søndag aften roede vi fra
Fagerli til den ½ mil nede ved vandet beliggende gaard Grønli
for at faa manden der, Per Larsen, til at føre os op i nærheden
af Blaamanden, hvor han var bedst kjendt af folk paa disse kanter.
Fra Grønli gik vi ved 9-tiden om aftenen mod vest op gjennem
de smukke, grønne lier og bøiede saa, da vi var komne
paa høiden af dem (c. 2000 fod) af i nordlig retning, indtil
vi ved 1-tiden fik Blaamandens skinnende, høie bræ
isigte, hvorpaa vi sendte Per Larsen hjem igjen, da vi nu mente
at kunne greie os selv. Her var landskabet forøvrigt meget
stygt; sterkt kuperet terræn, bakke op og bakke ned, bratte
skraaninger og vilde stup og meget sne. Hvor sneen ikke laa, gjorde
de graa fjelde og den sparsomme jord et skiddent og uvasket indtryk.
Men - fordi om vi havde Blaamanden isigte, var vi ikke der endnu.
Vi maatte først ned i en lang dal, gjennemstrømmet
af en skummende elv, som forresten med lethed blev passeret ved
hjælp af store, prægtige snebræer, og saa op igjen
en lang, brat bakke; og endelig havde vi en lang, jevnt skraanende
bakke at gaa ned, inden vi ved 3 ½ -tiden stod ved foden
af isfaldene ned mod Fonndalen. Her blev da spørgsmaalet:
skulde vi gaa ret frem mod nord, op en stupbrat snefon, eller den
mageligere, men meget længere vei over faldene mod øst?
Det sidste alternativ blev foretrukket, og bundne i taug gik vi
forsigtig op over de her let bestigelige fald. Tilhøire for
os havde vi svære moræner og smukke pyramideformer,
der tindrede mod den opgaaende sol i vakker blaafarve. Men ret forud
havde vi, efter at have besteget de sagte skraanende fald med enkelte
uudgrundelige sprækker, den evige, blændende hvide snemark.
Et interessant fænomen maa jeg ikke undlade at omtale. Medens
vi endnu befandt os i Fonndalen, lige under isfaldene, var det temmelig
koldt, saa vi rimeligvis vilde have frosset ordentlig, hvis vi ikke
havde været i stadig bevægelse; thi vistnok var solen
staaet op, men det mægtige høidedrag i nord kastede
en vældig skygge, som fuldstændig skjulte solen for
os. Men trods dette kom der fra selve bræen, som dog ogsaa
laa i skygge, uophørlig mod os luftstrømninger, der
var saa varme, at de lumrede os om ørene, som om de kom ud
af en glohed bagerovn. Jeg kan ikke tro andet, end at det var principet
for den bekjendte schweiziske "Føhnwind", som her
i merkelig grad gjorde sig gjeldende.
Efter at have gaaet en times tid frem
gjennem snedalen ved faldene i østlig retning lod vi vor
ransel blive igjen og steg opover bakkerne i nord. Sneen var fast
og god at gaa i, og vi steg noksaa rask opover. Blaamanden, som
aldrig har været besteget før, da en af. hr. Pettersen
fra Norddalen af forsøgt bestigning viste sig umulig, har
hidtil ved et løst skjøn været ansat til en
høide af 4000 fod. Da vi omtrent havde naaet denne høide,
mente vi, at den kam, som hævede sig foran i det fjerne, var
den sidste. Men da vi havde naaet den, hævede der sig en ny,
høiere bortenfor, og den samme historie gjentog sig gang
paa gang bortover. Stigningen heroppe var ikke stor; men desto større
var afstandene, og denne evige skuffelse virkede yderst trættende
og nedslaaende. Endelig, kl. næsten 8 om morgenen, var vi
paa øverste top, der laa 5100 fod over havet, og steg herfra
ned paa en snebar fjeldknaus for at styrke os med et vel fortjent
glas portvin med lefse til og en ligesaa vel fortjent hvil. Her
befandt vi os paa den egentlige Blaamand eller "Kornmanden",
som den kaldes af befolkningen rundt omkring. Thi fra Bodø
og Skjærstadfjorden tager denne fjeldknaus med den hvide sne
sig livagtig ud som en mand med en kornsæk paa ryggen. Man
siger der, at hvis kornsækken tidlig bliver stor, o: hvis
sneen smelter tidlig i fjeldet, saa bliver det et godt kornaar.
Ogsaa herfra havde vi en storartet udsigt,
som vistnok ikke kunde maale sig med den fra Saulo i skjønhed
og udstrækning, men som dog ogsaa havde sine særegne
interessante sider. Særlig havde vi her en udmerket oversigt
over de mægtige snemarker, som udgjøres af de tre vældige
bræer Blaamanden, som mod øst fortsætter i Linajekna,
der atter gaar over i Salajekna, som strækker sig helt rundt
paa den anden side af Sulitelma. Ligeledes tog isfaldene mod Norddalen
sig herfra storartede ud, - høie, stupbratte fald med vældige
isformationer og glimrende blaa farve. Fjorden og øerne udenfor
tog sig ogsaa herfra særlig maleriske ud. De glimrende tinder
i Folden og Beieren kjendte vi fra Saulo.
Da vi gik samme vei tilbage, som vi var
komne op, er der ikke stort at sige om tilbageturen. Vi havde paa
optur bemerket enkelte rensdyr, som gik og græssede borte
i et bakkeheld, og da vi var komne vel ned af isen og ved 11-tiden
holdt rast nede i Fonndalen, fik vi øie paa en stor renflok,
der vistnok bestod af flere hundrede dyr. Morsomt var det at se
deres maade at marschere paa. Da vi først fik øie
paa dem, græssede de i to særskilte flokke nogle hundrede
skridt fra os. Om en stund samlede den ene flok sig, formerede to
lange geleder og marscherede med en "retning høire",
som et kompani af Garden vilde have misundt den, bort til den anden
større flok, hvorpaa hele massen, der talte mange vakre dyr
med vældige horn i sin midte, i sluttet kolonne, 4 "dyr"
høi, marscherede afsted og opover en brat sneskavl, hvor
de søgte ly og skygge mod den glødende middagssols
altfor varme straaler.
Ved 7-tiden om aftenen var vi paa Grønli
igjen og gjorde et drabelig indhug i de gjennom Per Larsen ved afskeden
bestilte rømmekoller, hvorpaa vi vel tilmode, dog noget søvnige
og slappe, roede tilbage til Fagerli, hvorhen vi kom kl. 9 om aftenen,
efter 26 timers fravær. Ved 11-tiden var vi iseng, og da Peter
Sørensen syntes, vi kunde have sovet nok, vækkede han
os; men da var klokken l den næste dag (tirsdag).
* * *
Onsdag skulde vi give os ikast med "Stortoppen" paa Sulitelma.
Denne er (efter to mislykkede forsøg) bleven bestegen af
hr. O. A., og vi skulde nu forsøge at gjøre samme
bedrift op igjen. Men da vi var komne til Salajeknas isfald, som
vi skulde bestige for ved en omgaaende bevægelse at tage fat
paa Stortoppen fra nordsiden, satte det ind med tæt skodde,
hvorfor vi besluttede at nøie os med "Vardetoppen",
som er ganske let at bestige (minder i høi grad om opstigningen
til Besshø fra sydsiden). Jeg kan ikke derfor tro, at beretningen
om denne færd kan have synderlig interesse, og forbigaar den.
* * *
Torsdag feirede vi hviledag. Fredag
skulde hjemveien tiltrædes. Turen til Junkerdalen havde vi
maattet opgive. I dens sted vilde vi lægge veien over Storfjeld
til Vasbotnfjeld og derfra gjennem Evenesdalen til Saltdalen for
saa lørdag aften at kunne række dampskibet, der afgik
fra Rognan kl. 10.
Vi ror altsaa fredag form. kl. 11 fra
Fagerli til Granhei for at benytte kompaniets her anlagte vei til
gruberne i Jakobsbakken. Veiret var straalende klart og glubende
varmt. Granhei har sit navn af, at der her vokser 5 - fem - graner,
sandsynligvis de nordligste repræsentanter for denne træsort,
som findes paa jorden. Sydover træffer man ikke granskov,
før man kommer til Ranen. I al sin enslighed er de fem graner
et interessant fænomen og har givet stof til mangehaande gisninger
om, hvordan i al verden de kan være bleven praktiserede hid.
I nærheden af en af gruberne i
Jakobsbakken stødte vi paa en improviseret liden sperreværks
bygning med en presenning over. Vi tillod os at gløtte lidt
paa presenningen og fandt under den nogle mænd beskjæftigede
med at bore i jorden ved hjælp af diamantbor. Dette bestaar
af et meterlangt, hult jernrør, c. l tomme i diameter, hvortil
rør efter rør kan skrues. For hver meter man kommer
ned, tages det op, hvorpaa det nederste rørs indhold undersøges.
Nu var de paa c. 15 meters dybde, men havde ikke paatruffet andet
end skifer.
Efter et par mindre hvil holdt vi ved
6-tiden stor rast og kogte kaffe i en bred, smuk dal i nærheden
af Storfjeld. Hvile og mad og især kaffe smagte udmerket;
men ogsaa nu holdt al vor glæde paa at forstyrres af den overhaand
smængde graadige myg. De var baade hidsigere i sine bevægelser
og større end de sedvanlige. "Det er svensk myg",
sagde føreren, Peder Fagermo, "og han stikker saa hidsig
mod regn". Skulde vi da ikke spares for regn idag heller? (Fra
Vardetoppen var vi kommen søkvaade hjem). Nei, det saa nok
ikke ud til det; vi maatte snarere takke til, om de truende skylag
i syd vilde falde ned over os som regn, heller end at de skulde
lægge sig om os som tæt skodde midt paa vilde storfjeldet!
Efter c. 1 ½ times marsch i graaveir var vi oppe i sneen,
og da begyndte det saa smaat at regne. Og nu fulgte et par særdeles
oplivende timer; eller kanske det var kjedeligt? Var det ikke morsomt
at traske opover i timevis, opover og opover, smaat og traat, i
løs sne, som man gik og stampede i til anklerne, undertiden
endog tilknæs, i drivende graaveir, forfulgt af regnveir og
sultne myg, - eller kanske det virkede nedslaaende og trættende?
Vi faar gjøre vor fører Peder Fagermo til tolk for
os. Han havde før været meget livlig og pratsom, men
indskrænkede sig nu til med regelmæssige mellemrum at
erklære: "En slig tur til, - det gjær e it, det
gjær e it, it!" Og det sidste "it" blev udtalt
med en saa haardnakket energi, at man ikke kunde være i tvil
om, at dette for øieblikket var mandens inderste overbevisning.
Kl. 11 om aftenen var vi paa høiden,
og det bar nu raskt nedover; men lang var veien, og først
kl. l om natten kom vi frem til Vasbotn gaard, sultne og vaade og
trætte, men lykkelige over endelig at være komne i hus.
Befolkningen blev nu vækket og modtog os med stor gjestfrihed.
Konen i huset tændte op varme paa skorstenen til klædetørk.
Det kunde nok ogsaa ganske vel tiltrænges. Jeg havde en liden
mistanke om, at jeg var bleven lidt fugtig paa fødderne.
Jeg gik derfor ud paa trammen for at tage støvler og strømper
af, og godt var det, at jeg det gjorde. Thi derude, hvor det havde
regnet halve dagen, havde indboldet af mine støvler ikke
synderlig anledning til at gjøre ugang. Men ligeoverfor de
elskværdige folk, som midt om natten stod op, aabnede sin
dør for os og stellede vel om os, vilde det unegtelig have
været lidet hensynsfuldt at sætte gulvet under vand
for dem!
Efter at have skiftet tørt paa
os satte vi os til bordet, hvor en delikat rømmekolle ventede
os; den vederfares al ønskelig retfærdighed. Det usigelige
velvære og det ubetvingelige livsmod, som da gjennomstrømmer
en, naar man sidder tør og mæt og drøfter udstandne
gjenvordigheder - ! Dog, ikke ødsle ord paa det! Det er slige
stunder, som alle turister med fryd tænker tilbage paa; og
de, som ikke har prøvet det, de skjønner det saa ikke
alligevel.
Turen gjennem Evenesdalen og Saltdalen
foregik i ensformigt graaveir. Da vi havde en mils vei igjen, fik
vi tag i en hest og kjørte standsmæssig nedover. Da
stolkjærren var ubekvem at sidde i, havde manden lagt under
os en stor, prægtig hovedpude, som vi jo ikke egentlig havde
tænkt skulde anvendes til det brug!
Kl. 7 ½ lørdag aften steg
vi paany ombord i dampskibet "Laurvig". Vor fodtur var
endt. Saulo, Blaamanden, Sulitelma, Vasbotn, - det laa altsammen
bag os og skulde nu gaa over til at danne de enkelte led i en lang
række af interessante, uforglemmelige minder. Men var det
end herligt at tænke paa, med hvilken glæde og tilfredshed
vi nu i 10 dage havde vanket om i Guds frie natur, saa var det dog
paa den anden side vidunderligt, hvor godt det smagte at vende tilbage
igjen til et civiliseret livs regelmæssige ro.
|
|
