W. Myhre; En fodtur i Sulitjelmatrakterne

En fodtur i Sulitelmatrakterne

Af cand. mag. W. Myhre.

(Trykket i "Den norske turistforenings aarbog for 1897")
(Digitalisert av Kjell L. Olsen)

Sommeren 1891 foretog undertegnede sammen med - eller rettere sagt ledet af - hr. O. A., en øvet og i de trakter vel bevandret turist, en liden opdagelsesreise i Sulitelmatrakterne. Da vi efter lykkelig tilendebragt tur skiltes i Bodø, sagde hr. O. A., at han vilde give en indberetning til turistforeningens aarbog om denne tur. Til dato har jeg imidlertid intet seet fra hans haand, og da jeg har liggende nogle notater fra denne reise, paa hvilken vi bl. a. besteg to "jomfruelige" tinder, stiller jeg etterfølgende beretning til hr. sekretærens disposition, om han synes, at han kan bruge noget deraf til aarbogen.

* * *

Bodø er i og for sig ingen skjøn by. Men den udmerker sig ved sine smukke omgivelser og er et fortræffeligt centrum for større eller mindre udflugter. Herfra kan man foretage ture til Lofoten, til Saltenfjord, til Foldenfjord og de mange deilige partier inde i landet, f. eks. til Sulitelma. Nutildags er adkomsten did meget let. Man har dampskibsforbindelse lige til Skjønstu eller Skjønstaa ved Øvrevands østlige ende og kan derfra kjøre med jernbane til Furulund, midtpunktet for trafiken ved de store Sulitelma gruber. Her er nu prægtigt hotel og al mulig komfort. I 1891 var forholdene mere primitive, og da jeg kan tænke mig muligheden af, at det ligeoverfor den moderne civilisation deroppe kan have sin interesse at se, hvorledes fremkomsten var for 6 aar siden, vil jeg begynde med vor afreise fra Bodø.
Onsdag den 15de juli kl. 5 om morgenen reiste vi med det hyggelig og bekvemt indrettede dampskib "Laurvig" fra Bodø og indover Saltenfjorden. Sjøen laa blank og stille; himlen var overskyet og saa lidt ubehagelig ud, men mente slet ikke noget med det. Tvertimod klarnede den snart op, saa at vi udpaa dagen havde det herligste straalende veir med skyfri himmel, - et veir, som vi havde at glæde os ved de første 8 dage af vor tur.
Ved 8-tiden om morgenen var vi ved Saltstrømmen og passerede den uden vanskelighed. Dette var nemlig overgangstiden mellem flod og ebbe, og da er den nogenlunde stille. Men ve den baad, som midt i flodtiden vover sig ud i den, naar strømmen gaar med fuld fart. Da er den redningsløst fortabt og suges under med mand og mus, om der saa stod hundrede af folk paa land med hjerte og vilje til at hjælpe. Da gaar strømmen med flere miles fart, den syder og bobler og koger med svære, alt opslugende strømhvirvler.
Gjennem denne strøm kommer man ind i Skjærstadfjorden, en bred, smilende arm af Saltenfjord med smukke omgivelser og vel bebyggede, frugtbare bygder. Ved 11-tiden er man paa Fineide, hvor vi forlader dampskibet for at tage videre med baadskyds. Her er yderste station, oplagstomt og udskibningssted for det svære Sulitelma grubekompani.
Fra Fineide gaar ruten saaledes: først nogle minutter tilfods til Nedrevand, ca. 5 kilometer langt, der ved Hjemgamsstrømmen, en kort, men noksaa bred elv, forbindes med Øvrevand, ca. 10 kilom., ved hvis øverste ende ligger Skjønstaa. Derfra tillands ca. l norsk mil til Fossen eller, hvis baad der ikke faaes, til Osbakken, hvorfra man har en god mils baadskyds til Fagerli.
Først ved 2-tiden kom vi afsted fra Fineide og blev, behagelig henslængt i en seksærings agterskot, noksaa raskt befordrede opover Nedrevand af tre roere. Om en liden stund kunde vi sætte seil og gled nu for en nydelig slør i deiligste veir opover dette virkelig særdeles smukke vand. Øvrevand er ogsaa paa sin vis en meget vakker indsjø, men af en ganske anden art; det bliver da rent en smagssag, om man vil foretrække det ene for det andet. Thi Nedrevand ligner en smilende søndenfjeldsk indsjø, omgivet af flade, vel befolkede og frugtbare landstrækninger og virker tiltalende ved sin blide karakter, - en ren idyllisk skjønhed. Saa meget desto eiendommeligere virker da overgangen til Øvrevands natur, særlig naar man er kommen et stykke op i vandet. Thi her er naturen ægte nordlandsk, storslagen, dyster; fjeldene er høiere, ser vildere ud, bare og bratte, med stup og styrtninger. Øverst er de sneklædte, nederst ofte skovklædte, især da af løvtrær, som netop nu kappes med grønsværet i vaarfriske farver. Hist og her styrter en skumhvid fjeldfos ned. Den kaster sig i kaade spring udover de bratte fjeldsider, den buldrer og koger og larmer og søger at gjøre saa meget blæst som mulig; den ved, at dens tid er stakket. Naar snesmeltningens tid er forbi, har ogsaa den endt sin korte, men glimrende løbebane. Den gaar da til ro og slumrer til næste sommer, naar solen gløder i bakkerne og sneen smelter og løvet sprætter, - da vaagner ogsaa den til nyt muntert liv, til ny larmende leg.
Med den netop beskrevne natur i Øvrevand for øie venter der os ved vandets øverste ende, ved Skjønstaa, en ny overraskelse. Thi her er en plet saa fager, at den fuldkommen overgaar alt, hvad vi hidtil har seet af venligt landskab. En smuk birkeskov i det lyseste, yndigste grønt, en skovbund med overordentlig rigt og yppigt grønsvær, der havde en om muligt endnu sterkere farve end det nys udsprungne birkeløv, klædte et terrasseformig opstigende landskab, forbi hvilket elven flød i sterk strøm. Over det hele kastede ettermiddagssolen sit klare, varmende skjær, der frembragte et farvespil i de fineste nuancer.
Efter nogen akkordering frem og tilbage fik vi tag i en hest, som skulde drage vore sager, medens vi marscherede ivei, først gjennem en fager birkeli, saa forbi Tværaamo op gjennem nogle lange, bratte bakker, fra hvis top vi havde en prægtig udsigt over Sulitelma, og saa nedover igjen, gjennem yppige lier, til "Fossen". Det var en mils vei at gaa, hele tiden god kjørevei, anlagt af Sulitelma grubekompani.
Her ved Fossen gjaldt det at faa tag i en baad. Vore øine frydede sig ved synet af to nette nordlandssjægter, som laa fortøiede ved bryggen. Men nei, - det var kompaniets baade og laa og ventede paa direktøren og nogle ingeniører, som var paa Fineide. "Han Ola" havde nok en baad, men var oppe ved Furulund nu, og det var uvist, naar han kom tilbage. Der var da ikke andet at gjøre end ad en stenet, besværlig vei at trave videre til den en fjerdingvei længere oppe liggende næste og sidste station Osbakken. Var der ikke baad der, saa var der ikke anledning til at komme opover vandet, før en tilfældig leilighed tilbød sig. Heldigvis var imidlertid baade han Martin Osbakken og baaden hans hjemme. Ja, madamen hans var for den sags skyld ogsaa hjemme, og det havde ogsaa sin betydning; thi saa fik vi anledning til at forbarme os over en stakkels paa en hylde bortgjemt "rymkoll" eller rømmebunke, som vi kalder det, og denne vor barmhjertighedsgjerning øvede vi saa ettertrykkelig, at vi lod intet tilbage at ønske. Men saa havde vi jo heller ikke nydt andet siden frokost end en chokoladeplade, som vi broderlig delte med hverandre, og nu var klokken næsten 8 om aftenen. Saa roede vi da opover det smukke Langvand, som har faaet et. til sin langstrakte form meget passende navn, hensunkne i beundring over det smukke landskab, som for hver fremspringende odde, vi roede forbi, vekslede i form og belysning. Her havde vi ogsaa flere svære, prægtige vandfald: Galmi ("ihjelfrossen") vælter sig kaskadeagtig nedover, smal oventil, med enkelte pragtfulde skumhvide sprøtt, bredere nedenfor med lange, smukke styrtninger. Længere oppe Rupsi (eller Euopsi) med stort, bredt, majestætisk fald og svær røg. Rupsi skal paa lappesproget betyde "den røde" og være et tilnavn til den onde, som man ellers er vant til at høre betitlet "den svarte". "Den røde" eller "den onde" kaldes elven af lappen, fordi den af og til tager renen fra ham. Længere oppe, i nærheden af Fagerli, styrter Giken ned i prægtige, tredobbelte fald. og helt oppe ved vandets ende har vi Lommi, der vælter sig saa skumhvid nedover, at den i en halv fjerdings afstand ikke kan adskilles fra de omliggende snefonner, og Balmi, den største, bredeste og mægtigste af dem alle, dog uden lodret fald. Foruden disse større elve prydedes fjeldsiderne fortvæk af sitrende smaabække, der kan antage de forskjelligste former, dels som brede sølvbaand, dels som lange, smaakrusede fjær, dels som halvt gjennemsigtige, florlette slør. Forresten havde vi ogsaa her anledning til at beundre den rige, yppige vegetation, de vakre lier, de prægtige furu- og birkeskove. Saa meget desto mere overraskende og betagende virker en saadan natur, naar man har reist den lange vei med dampskib fra Trondhjem til Bodø, hvor øiet har stirret sig blindt paa disse ugjestmilde, nøgne, graa klipper, som man ligesom kjender der staar kolde gufs af, og bag hvilke man vanskelig vil tænke sig en rig, frodig vegetation skjult.
Endelig ved 10-tiden om aftenen var vi fremme og modtoges med glæde og venlighed af vor prægtige vert Peter Sørensen, der skulde ledsage os som fører paa vore forskjellige ture. Om aftenen blev vi siddende længe oppe for at forhandle om de forskjellige ruter, deres eventuelle længde osv., og følgende reiseplan blev vedlaget. Torsdag d. 16de hviledag med besøg af Furulund og gruberne; fredag d. 17de bestigning af Saulo, et prægtigt fjeld i syd, som ikke før har været besteget; lørdag d. 18de hviledag; søndag d. 19de bestigning af Stortoppen paa Sulitelma (den er kun en gang før bleven bestegen af hr. O. A.; mandag aften til Blaamanden, en svær, ligeledes ubestegen snebræ. Til denne tur beregnedes to dage, da vor oprindelige plan var at stige ned i Norddalen, der sænker sig ned mod Øvrevand, og saa tage tilbage til Fagerli den kjendte vei derfra. Torsdag d. 23de skulde hjemreisen (til Bodø) finde sted. Den dag skulde vi drage til Balvandet (i syd) og overnatte i en finnegamme der. Den næste dag videre til Junkerdalen, hvor den bekjendte Junkerdalsur skulde besees, og saa lørdag til dampskibsstoppestedet Rognan, inderst i Saltdalen, hvorfra dampskib til Bodø afgaar kl. 10 om aftenen.
Det var jo en herlig reiseplan, som i en fart vilde gjøre os viden bereiste, om den da lod sig realisere. Det kom an paa Saulo- og Blaamandsturen, som for alle parter var et fuldstændigt terra incognita, og paa veiret. Nu, vi faar jo se, hvad vi udrettede, og hvor megen eller liden grund vi har til at være tilfredse med resultatet.
Som sagt, saa gjort. Vi tog det roligt torsdag og aflagde kun et besøg paa Furulund og en visit i gruberne. Hvor interessant i flere henseende end dette sidste var, og det kunde godt give anledning til en artikel for sig, forbigaar jeg dog en beskrivelse deraf som neppe hørende hjemme her.
Fredag d. 17de juli skulde da turen til Saulo gaa for sig. Veiret var straalende vakkert, og ved 8 ½ -tiden om morgenen drog vi sammen med Peter Sørensen, der bar vor ransel, med friske kræfter og godt mod afsted, dragne af længsel mod det ukjendte. Hr. O. A. var vel rustet for kommende eventualiteter; vi havde med os et prægtigt brætaug og to isøkser. Desuden medbragte han kompas og kikkert og et udmerket aneroidbarometer, som med stor følsomhed noterede stigningerne.
Jeg vil allerede her straks gjøre opmerksom paa, at de følgende tider er meget rummelig sat. Vi havde følelsen af, at vi havde en lang, besværlig marsch foran os, og be vægede os derfor hele tiden fremover med al ønskelig langsomhed.
Opover bar det i sydostlig retning, mer eller mindre brat, indtil vi ved 11-tiden fik Saulo isigte. Vi var da straks enige om to ting: for det første, at Saulo var et deiligt fjeld, der med sine to toppe, en nordre - spids - og en søndre - rund - i værdig majestætisk ro hæver sig høit op over det omliggende høiland; og for det andet, at det laa sørgelig langt borte. Men naa det skulde vi! Det var bare at klemme paa. Det gjorde vi da ogsaa og var ved 3-tiden komne op paa en høide, Rautotjokk, bent imod Saulo. Men o skræk! Mellem os og Saulo ligger en dyb dal med temmelig bratte sider. Helt did skulde vi altsaa ned og tabe mindst 1500 fod af vor med stort besvær vundne høide, - det var dog fortvivlet! Men det var der nu engang ikke noget at gjøre ved; flyve kunde vi jo ikke. Vi besluttede da at holde en god rast for at styrke vore kræfter til denne ekstraanstrengelse. Vi leirede os ved en liden bæk og holdt maaltid og rast og kunde havt det særdeles hyggeligt, hvis ikke myggen havde været saa talrig og saa glubsk. Det sidste kan jeg ikke fortænke den i; thi hvad den til dagligdags lever af her paa nøgne tjeldet, det skulde jeg ikke have let for at sige. Intet under, at den vilde benytte anledningen til at holde festmaaltid, naar tre saa lækre stege kom spadserende op i munden paa den.
Kl. 4 begyndte vi nedstigningen i dalen. Det gik rask nedover, og god hjælp havde vi af snefonnerne, som her laa store og dybe, og som paa sine steder var saa bratte, at vi kunde rutsche eller "skli" lange strækninger nedover. Nede i dalen passerede vi forbi en liden indsjø. Rautojaur, som tildels var isbelagt, og steg saa opover de langstrakte skraaninger, der fører os lige op til keglens fod. Dette punkt naaede vi kl. 6 ½ og var da paa høide med det punkt, som vi for 2 ½ time siden havde forladt. Herfra skulde det bære brat tilveirs, først over en ur, opfyldt af svære stene, deretter op gjennem de kolossale snemasser paa fjeldets nordostre side. Etter en halv times rast begyndte opstigningen, som var meget let praktikabel, men yderst trættende, da snefonnen for det meste var saa steil, at vi for hvert skridt maatte hugge fødderne godt og langt ind i sneen for ikke at glide tilbage. Endelig, - kl. 8,20 om aftenen kunde vi med berettiget stolthed raabe vort hurra, - da var den høieste (søndre) top naaet, akkurat 12 timer efter vor afgang fra Fagerli. Barometerstanden viste, at denne top var 5651 norske fod høi (621 mm.).
Her opholdt vi os over en time, og længere endda var vi blevne der, hvis det ikke havde været saa koldt; thi her var deiligt at være. Et mere vidtstrakt skue i mere straalende belysning skulde man have ondt for at finde. Og stadig vekslende hvilepunkter for øiet. I nord Sulitelmatoppene med de vældige snebræer omkring og Kjølens takkede, glitrende tinderække i nordostlig retning. l øst det vidtstrakte svenske høiland, der ikke havde videre fjeldtoppe at opvise, men var desto rigere paa smukke, store jndsjøer, hvoraf især de to nærliggende Pieskijaure med den idylliske ø midt udpaa samt den milelange Mavasjaure, der snoede sig som et bredt belte halvveis rundt Saulo, tog sig prægtig ud. Mod syd hævede sig enkeltstaaende smukke tinder, og i sydvest laa Børvastinderne og Beierenfjeldenes skarpe keglerække som tænderne i en sag. Ret i vest laa havet, blankt som et smilende øie, stængt af Lofotvæggen i det fjerne. Værø, 27 geogr. mil borte, saaes med blotte øie. Landegodes majestætiske fjeldmasse laa der i al sin storslagne skjønhed, idet den nedgaaende sol lagde sit glimrende røde skjær ligesom en helgenglorie om dens vældige isse. Og lod man saa blikket svæve videre, mod nordvest, saa hvilte det længe og gjerne ved Sørfoldens herlig belyste, glimrende spidse takker. Det var en udsigt. hvis storslagne skjønhed og rige afveksling fuldkommen opveiede alle de udstandne anstrengelser. Vi byggede nu en mandshøi varde og deponerede ved foden af den en tilproppet flaske med vore visitkort, forat eventuelle "efterkommere" kunde se, hvem æren tilkom for at have besteget Saulo første gang, og tiltraadte derpaa tilbagetoget. Vi syntes fra Rautotjokk at have bemerket, at fjeldet lod sig bestige ogsaa fra den vestlige side, og besluttede derfor at forsøge nedstigningen der. Jo vel, det gik an at komme ned der; men det var et yderst besværlig og trættende arbeide. Hele vestsiden var en eneste steil ur, opfyldt af større og mindre stene; om den end paa sine steder ikke var saa farlig brat, maatte vi dog for hvert eneste skridt iagttage den yderste forsigtighed og forvisse os om, at den sten, vi traadte paa, laa trygt. Paa sine steder var der stup, "flaak", som man kalder dem her, for hvis skyld vi maatte foretage kortere og længere omveie; paa andre steder maatte vi bevæge os nedover paa alle fire og klamre os fast med hænder og fødder. Endelig, efter halvanden times forløb, var foden naaet, og kort tid efter holdt vi rast og spiste vor aftensmad ved en bæk paa sydsiden af øvre Torro (eller Dorro) jaure klokken 11 ½. Her var myggen atter voldsom glubsk; men vi ballede hovederne ind i lommetørklæder saa godt vi kunde og holdt os derved saa nogenlunde klar af dem. Saa lagde vi da ivei igjen med friske kræfter i rask marsch langs det ½ mil lange øvre Torrojaure i godt lænde, gik paa isen over bækken mellem øvre og nedre Torro og slog ind paa retningen mod Fagerli. Men lang var veien, bakke op og bakke ned, tildels myrlændt, og trætte blev vi. Klokken 3 ½ om morgenen holdt vi sidste rast paa en bakke. Sultne var vi igjen, og mad maatte vi have. Men der var ikke noget vand her! Aa pyt, vi kunde vel for en gangs skyld greie os uden vand. Jo vel, - maden vokste og vokste i munden paa os og vilde ikke ned. Vand maatte vi have. Jeg griber da et bæger og gaar ned til en liden bæk for at hente lidt. Det gik let at komme nedover. Men aldrig havde jeg dog tænkt, at en saa liden bakke kunde være saa fæl at komme op! Saa ruslede vi da afgaarde igjen med de kræfter, vi havde tilovers. Men lang var veien, det var sikkert; thi først efter tre timers marsch kunde vi give vore trætte ben hvile i hver vor stol paa Fagerli, hvorhen vi kom henimod 6 1/2 om morgenen, nøiagtig 22 timer efter vor afmarsch. Vi gjorde det os nu mageligt, badede fødderne og fik tøfler paa og satte derpaa tillivs en prægtig rømmekolle. Men legemet trængte ogsaa i høi grad søvn, og vi var ikke sene med at komme i seng, hvorpaa vi sov som stene til henholdsvis 4 og 6 om ettermiddagen. Ovenpaa denne bedrift skulde man tro det blev daarligt med nattesøvnen. Aa, nei, den var nok ikke saa klein endda. Vi lagde os kl. 12 om aftenen og sov de retfærdiges søvn til kl. l næste dag. Da syntes vi nok, vi havde gjort det godt. Men søvn og hvile trængte vi, thi vi havde besluttet os til at drage afsted til Blaamanden om aftenen, og den tur kunde kanske ogsaa blive temmelig drøi. Vi valgte imidlertid en anden rute end den, vi oprindelig havde tænkt, idet vi blev enige om, at vi, i tilfælde vi kom op paa Blaamanden, vilde drage samme vei tilbage igjen.

* * *

Kl. 7 søndag aften roede vi fra Fagerli til den ½ mil nede ved vandet beliggende gaard Grønli for at faa manden der, Per Larsen, til at føre os op i nærheden af Blaamanden, hvor han var bedst kjendt af folk paa disse kanter. Fra Grønli gik vi ved 9-tiden om aftenen mod vest op gjennem de smukke, grønne lier og bøiede saa, da vi var komne paa høiden af dem (c. 2000 fod) af i nordlig retning, indtil vi ved 1-tiden fik Blaamandens skinnende, høie bræ isigte, hvorpaa vi sendte Per Larsen hjem igjen, da vi nu mente at kunne greie os selv. Her var landskabet forøvrigt meget stygt; sterkt kuperet terræn, bakke op og bakke ned, bratte skraaninger og vilde stup og meget sne. Hvor sneen ikke laa, gjorde de graa fjelde og den sparsomme jord et skiddent og uvasket indtryk. Men - fordi om vi havde Blaamanden isigte, var vi ikke der endnu. Vi maatte først ned i en lang dal, gjennemstrømmet af en skummende elv, som forresten med lethed blev passeret ved hjælp af store, prægtige snebræer, og saa op igjen en lang, brat bakke; og endelig havde vi en lang, jevnt skraanende bakke at gaa ned, inden vi ved 3 ½ -tiden stod ved foden af isfaldene ned mod Fonndalen. Her blev da spørgsmaalet: skulde vi gaa ret frem mod nord, op en stupbrat snefon, eller den mageligere, men meget længere vei over faldene mod øst? Det sidste alternativ blev foretrukket, og bundne i taug gik vi forsigtig op over de her let bestigelige fald. Tilhøire for os havde vi svære moræner og smukke pyramideformer, der tindrede mod den opgaaende sol i vakker blaafarve. Men ret forud havde vi, efter at have besteget de sagte skraanende fald med enkelte uudgrundelige sprækker, den evige, blændende hvide snemark. Et interessant fænomen maa jeg ikke undlade at omtale. Medens vi endnu befandt os i Fonndalen, lige under isfaldene, var det temmelig koldt, saa vi rimeligvis vilde have frosset ordentlig, hvis vi ikke havde været i stadig bevægelse; thi vistnok var solen staaet op, men det mægtige høidedrag i nord kastede en vældig skygge, som fuldstændig skjulte solen for os. Men trods dette kom der fra selve bræen, som dog ogsaa laa i skygge, uophørlig mod os luftstrømninger, der var saa varme, at de lumrede os om ørene, som om de kom ud af en glohed bagerovn. Jeg kan ikke tro andet, end at det var principet for den bekjendte schweiziske "Føhnwind", som her i merkelig grad gjorde sig gjeldende.
Efter at have gaaet en times tid frem gjennem snedalen ved faldene i østlig retning lod vi vor ransel blive igjen og steg opover bakkerne i nord. Sneen var fast og god at gaa i, og vi steg noksaa rask opover. Blaamanden, som aldrig har været besteget før, da en af. hr. Pettersen fra Norddalen af forsøgt bestigning viste sig umulig, har hidtil ved et løst skjøn været ansat til en høide af 4000 fod. Da vi omtrent havde naaet denne høide, mente vi, at den kam, som hævede sig foran i det fjerne, var den sidste. Men da vi havde naaet den, hævede der sig en ny, høiere bortenfor, og den samme historie gjentog sig gang paa gang bortover. Stigningen heroppe var ikke stor; men desto større var afstandene, og denne evige skuffelse virkede yderst trættende og nedslaaende. Endelig, kl. næsten 8 om morgenen, var vi paa øverste top, der laa 5100 fod over havet, og steg herfra ned paa en snebar fjeldknaus for at styrke os med et vel fortjent glas portvin med lefse til og en ligesaa vel fortjent hvil. Her befandt vi os paa den egentlige Blaamand eller "Kornmanden", som den kaldes af befolkningen rundt omkring. Thi fra Bodø og Skjærstadfjorden tager denne fjeldknaus med den hvide sne sig livagtig ud som en mand med en kornsæk paa ryggen. Man siger der, at hvis kornsækken tidlig bliver stor, o: hvis sneen smelter tidlig i fjeldet, saa bliver det et godt kornaar.
Ogsaa herfra havde vi en storartet udsigt, som vistnok ikke kunde maale sig med den fra Saulo i skjønhed og udstrækning, men som dog ogsaa havde sine særegne interessante sider. Særlig havde vi her en udmerket oversigt over de mægtige snemarker, som udgjøres af de tre vældige bræer Blaamanden, som mod øst fortsætter i Linajekna, der atter gaar over i Salajekna, som strækker sig helt rundt paa den anden side af Sulitelma. Ligeledes tog isfaldene mod Norddalen sig herfra storartede ud, - høie, stupbratte fald med vældige isformationer og glimrende blaa farve. Fjorden og øerne udenfor tog sig ogsaa herfra særlig maleriske ud. De glimrende tinder i Folden og Beieren kjendte vi fra Saulo.
Da vi gik samme vei tilbage, som vi var komne op, er der ikke stort at sige om tilbageturen. Vi havde paa optur bemerket enkelte rensdyr, som gik og græssede borte i et bakkeheld, og da vi var komne vel ned af isen og ved 11-tiden holdt rast nede i Fonndalen, fik vi øie paa en stor renflok, der vistnok bestod af flere hundrede dyr. Morsomt var det at se deres maade at marschere paa. Da vi først fik øie paa dem, græssede de i to særskilte flokke nogle hundrede skridt fra os. Om en stund samlede den ene flok sig, formerede to lange geleder og marscherede med en "retning høire", som et kompani af Garden vilde have misundt den, bort til den anden større flok, hvorpaa hele massen, der talte mange vakre dyr med vældige horn i sin midte, i sluttet kolonne, 4 "dyr" høi, marscherede afsted og opover en brat sneskavl, hvor de søgte ly og skygge mod den glødende middagssols altfor varme straaler.
Ved 7-tiden om aftenen var vi paa Grønli igjen og gjorde et drabelig indhug i de gjennom Per Larsen ved afskeden bestilte rømmekoller, hvorpaa vi vel tilmode, dog noget søvnige og slappe, roede tilbage til Fagerli, hvorhen vi kom kl. 9 om aftenen, efter 26 timers fravær. Ved 11-tiden var vi iseng, og da Peter Sørensen syntes, vi kunde have sovet nok, vækkede han os; men da var klokken l den næste dag (tirsdag).

* * *

Onsdag skulde vi give os ikast med "Stortoppen" paa Sulitelma. Denne er (efter to mislykkede forsøg) bleven bestegen af hr. O. A., og vi skulde nu forsøge at gjøre samme bedrift op igjen. Men da vi var komne til Salajeknas isfald, som vi skulde bestige for ved en omgaaende bevægelse at tage fat paa Stortoppen fra nordsiden, satte det ind med tæt skodde, hvorfor vi besluttede at nøie os med "Vardetoppen", som er ganske let at bestige (minder i høi grad om opstigningen til Besshø fra sydsiden). Jeg kan ikke derfor tro, at beretningen om denne færd kan have synderlig interesse, og forbigaar den.

* * *

Torsdag feirede vi hviledag. Fredag skulde hjemveien tiltrædes. Turen til Junkerdalen havde vi maattet opgive. I dens sted vilde vi lægge veien over Storfjeld til Vasbotnfjeld og derfra gjennem Evenesdalen til Saltdalen for saa lørdag aften at kunne række dampskibet, der afgik fra Rognan kl. 10.
Vi ror altsaa fredag form. kl. 11 fra Fagerli til Granhei for at benytte kompaniets her anlagte vei til gruberne i Jakobsbakken. Veiret var straalende klart og glubende varmt. Granhei har sit navn af, at der her vokser 5 - fem - graner, sandsynligvis de nordligste repræsentanter for denne træsort, som findes paa jorden. Sydover træffer man ikke granskov, før man kommer til Ranen. I al sin enslighed er de fem graner et interessant fænomen og har givet stof til mangehaande gisninger om, hvordan i al verden de kan være bleven praktiserede hid.
I nærheden af en af gruberne i Jakobsbakken stødte vi paa en improviseret liden sperreværks bygning med en presenning over. Vi tillod os at gløtte lidt paa presenningen og fandt under den nogle mænd beskjæftigede med at bore i jorden ved hjælp af diamantbor. Dette bestaar af et meterlangt, hult jernrør, c. l tomme i diameter, hvortil rør efter rør kan skrues. For hver meter man kommer ned, tages det op, hvorpaa det nederste rørs indhold undersøges. Nu var de paa c. 15 meters dybde, men havde ikke paatruffet andet end skifer.
Efter et par mindre hvil holdt vi ved 6-tiden stor rast og kogte kaffe i en bred, smuk dal i nærheden af Storfjeld. Hvile og mad og især kaffe smagte udmerket; men ogsaa nu holdt al vor glæde paa at forstyrres af den overhaand smængde graadige myg. De var baade hidsigere i sine bevægelser og større end de sedvanlige. "Det er svensk myg", sagde føreren, Peder Fagermo, "og han stikker saa hidsig mod regn". Skulde vi da ikke spares for regn idag heller? (Fra Vardetoppen var vi kommen søkvaade hjem). Nei, det saa nok ikke ud til det; vi maatte snarere takke til, om de truende skylag i syd vilde falde ned over os som regn, heller end at de skulde lægge sig om os som tæt skodde midt paa vilde storfjeldet! Efter c. 1 ½ times marsch i graaveir var vi oppe i sneen, og da begyndte det saa smaat at regne. Og nu fulgte et par særdeles oplivende timer; eller kanske det var kjedeligt? Var det ikke morsomt at traske opover i timevis, opover og opover, smaat og traat, i løs sne, som man gik og stampede i til anklerne, undertiden endog tilknæs, i drivende graaveir, forfulgt af regnveir og sultne myg, - eller kanske det virkede nedslaaende og trættende? Vi faar gjøre vor fører Peder Fagermo til tolk for os. Han havde før været meget livlig og pratsom, men indskrænkede sig nu til med regelmæssige mellemrum at erklære: "En slig tur til, - det gjær e it, det gjær e it, it!" Og det sidste "it" blev udtalt med en saa haardnakket energi, at man ikke kunde være i tvil om, at dette for øieblikket var mandens inderste overbevisning.
Kl. 11 om aftenen var vi paa høiden, og det bar nu raskt nedover; men lang var veien, og først kl. l om natten kom vi frem til Vasbotn gaard, sultne og vaade og trætte, men lykkelige over endelig at være komne i hus. Befolkningen blev nu vækket og modtog os med stor gjestfrihed. Konen i huset tændte op varme paa skorstenen til klædetørk. Det kunde nok ogsaa ganske vel tiltrænges. Jeg havde en liden mistanke om, at jeg var bleven lidt fugtig paa fødderne. Jeg gik derfor ud paa trammen for at tage støvler og strømper af, og godt var det, at jeg det gjorde. Thi derude, hvor det havde regnet halve dagen, havde indboldet af mine støvler ikke synderlig anledning til at gjøre ugang. Men ligeoverfor de elskværdige folk, som midt om natten stod op, aabnede sin dør for os og stellede vel om os, vilde det unegtelig have været lidet hensynsfuldt at sætte gulvet under vand for dem!
Efter at have skiftet tørt paa os satte vi os til bordet, hvor en delikat rømmekolle ventede os; den vederfares al ønskelig retfærdighed. Det usigelige velvære og det ubetvingelige livsmod, som da gjennomstrømmer en, naar man sidder tør og mæt og drøfter udstandne gjenvordigheder - ! Dog, ikke ødsle ord paa det! Det er slige stunder, som alle turister med fryd tænker tilbage paa; og de, som ikke har prøvet det, de skjønner det saa ikke alligevel.
Turen gjennem Evenesdalen og Saltdalen foregik i ensformigt graaveir. Da vi havde en mils vei igjen, fik vi tag i en hest og kjørte standsmæssig nedover. Da stolkjærren var ubekvem at sidde i, havde manden lagt under os en stor, prægtig hovedpude, som vi jo ikke egentlig havde tænkt skulde anvendes til det brug!
Kl. 7 ½ lørdag aften steg vi paany ombord i dampskibet "Laurvig". Vor fodtur var endt. Saulo, Blaamanden, Sulitelma, Vasbotn, - det laa altsammen bag os og skulde nu gaa over til at danne de enkelte led i en lang række af interessante, uforglemmelige minder. Men var det end herligt at tænke paa, med hvilken glæde og tilfredshed vi nu i 10 dage havde vanket om i Guds frie natur, saa var det dog paa den anden side vidunderligt, hvor godt det smagte at vende tilbage igjen til et civiliseret livs regelmæssige ro.