Amund Helland
NORGES LAND OG FOLK
XVIII

TOPOGRAFISK-STATISTISK BESKRIVELSE OVER
NORDLANDS AMT
FJERDE DEL

Saltdalen herred.

Saltdalen herred (2.474,9 km.2, i 1891 2.691 indbyggere, i 1900 3.164 indbyggere) udgjør Saltdalen præstegjeld og sogn.
Herredet udgjør Saltdalen lensmandsdistrikt og thinglag.
Herredets navn Saltdalen har vistnok oprindelig været Salptardalr. Den store fjord, hvoraf den ytre del udenfor strømmene nu kaldes Saltenfjorden og den indre Skjerstadfjorden, maa i gammel tid have hedt Salpti. Denne form er den sandsynligste, skjønt formerne i endel af de gamle kilder forudsætter nominativ Salptir. Navnet er allerede i middelalderen gaaet over til at bruges om distriktet omkring fjorden, ligesom der deraf er dannet et folkenavn Salptverjar eller Salptverir. Samme fjordnavn har man ogsaa i Busalten i Fosnes og i Sørsalten og Nordsalten i Kolvereid. Fjordnavnet er uden tvivl her som saa ofte dannet af navnet paa den hovedelv, som gaar ud i den, og som flyder igjennem Saltdalen; dette maa have været Salpt eller Solpt; deraf dalens oprindelige navn Salptardalr. At det er elvenavnet, som ligger til grund for dalens navn, bevises vistnok ved navnet Saltnes paa en gaard ved elvens udløb.

S a l t d a l e n   k i r k e   ligger inderst i indre Saltenfjord paa 67° 6' 7" nordlig bredde og 4° 41' 17" øst for Kristiania meridian.
Herredet omgives af Mo, Beieren, Skjerstad og Fauske herreder; mod øst grændser det til Pite Lappmark i Sverige.

Herredet har en største   l æ n g d e   fra nord til syd af 80 km. og en største bredde fra vest til øst af 45 km.

Saltdalen herred deles ved den indre del af Skjerstadfjorden, som kaldes Saltdalsfjorden og ved Saltelven og dens bielv Lønselven i en vestlig og en østlig del.
Skjerstadfjorden har hovedretning fra vest til øst, men inderst i Saltdalen herred gaar den 10 km. omtrent mod syd. Nær det sted, hvor fjorden bøier, begynder Saltdalen herred, og denne inderste del af fjorden kaldes Saltdalsfjorden. Fra enden af fjorden ved Rognan gaar derpaa Saltdalen og dens fortsættelse Lønsdalen sydover over 60 km. lang og over til Mo herred.
Herredet har mange høie fjelde, som Straitescok, 1.571 m., i herredets sydlige del, Tausa, 1.710 m. øst for Junkerdalen, Solvaagtind, 1.561 m., paa Saltdalens østside og Ølfjeld, 1.754 m., paa dalens vestside.
Her skal først omtales selve Saltdalen.
Saltdalen gaar fra bunden af Skjerstadfjorden eller, som den her inderst kaldes, Saltdalsfjorden sydlig omtrent 30 km., og saa deler den sig i to, Junkerdalsuren med Junkerdalen og Lønsdalen, hvilken sidste dal kan betragtes som hoveddalføret, da den nærmest bevarer dettes retning; den fortsætter omtrent 30 km. i sydlig retning, saa at det hele dalføre faar en længde af omtrent 60 km.
Saltdalen er en bred dal. Der er dels svære moer med furu, dels dyrket land med gaard efter gaard. Der er kjørbar vei i Saltdalen først gjennem stor furuskog med fast sandbund. Saltdalen er et vakkert dalføre med tydelig udprægede terrasser, den ene over den anden, siderne er steile, skogbevoksede fjelde. Gjennem sandsletterne har den store, vandrige elv, som er en lakselv, skaaret sit leie i talrige slyngninger, som sees mellem furustammerne. Hvor der er en aabning i skogen, ligger der klynger af huse med ager og eng.
Nederst ved fjorden ligger strandstedet Rognan. Rognan ser ud som en liden by. Ytterst ved stranden ligger baadnøst ved baadnøst i en lang række, og bag disse har dalværingerne sine stuer, smaa torvtækte huse med nøgne tømmervægge, hvor de sover søndagsnatten, for mange har lang kirkevei, og desuden gjør de om lørdagen sine indkjøb til huset hos handelsmændene paa Rognan.
Saltdalen er i den nedre del 2 à 3 km. bred. Udover fjorden sees fjeldene omkring Finneid, opover dalen sees stadig Ølfjeldets kegle. Den nederste del af Saltdalen er terrasseland.
Saltelven har skiftet leie, og de høie sandfald har vistnok flere steder tidligere været grændsen for elveleiet. Elven har havt sit løb paa begge sider af dalbunden, hvis dyrkbare jordsmon hviler paa de aur og sandmasser, der er udrevne og opskyllede af elven.
Det lille Fiskvaagvatn ved præstegaarden siges tidligere at have staaet i forbindelse med fjorden. Det ligger nu 4 m. høiere end denne og holder langsomt paa at udgrundes. Det siges, at hvor man før kunde ro i baad ved den nedre ende af vandet, er der nu en sivgroet eng. Vandet er ikke synderlig dybt. I gamle dage dannedes forbindelsen med havet af en dyb rende, som ved et mægtigt, fra fjeldet kommende jordskred, blev tildæmmet og opfyldt. I gamle dage skal her have været jægtehavn, hvorom endnu navnene Store og Lille Jægtbakken minder.
Helt ind under Fiskvaagflaag ligger Saltdalen præstegaard. Den ældre, som i 1885 blev nedrevet, laa endnu lidt høiere oppe i uhyggelig nærhed af fjeldet.
Den laveste terrasse, hvorpaa kirken ligger, er omtrent 15 m. høi; ved Nestby og Sundby er samme terrasse. 23 til 28 m. er høiden for en terrasse paa Høijordfald og for flere terrasser ved Nestby og Sundby; paa 35 à 37 m.s høide ligger hele moen mellem Bakkeeng og Mebygaardene.
Enkelte steder er der ler, ikke sand, som langs Ytre og Indre Tverelven.
Dalens østre side er noget ensformig; der er en skogli med birk fra dalbunden og op i høiden.
Mellem Saltnes og Kvalnes er der endel hammere, Kvithammeren, Svarthammeren og Ravnflaaget, ret op for Kvalnes.
Der er endel styrtninger og flaag ved Os, op for Lieng (Kvithamrene) og op for Bjørnholmen; en kort, trang dal, Tindgrøva, gaar op paa dalens østside, øst for Drage. Endelig kommer Nesflaagene op for Nes og bort imod Krykken med næsten lodrette hammere.
Vestsiden af dalen er mere afvekslende. Først kommer Fiskvaagflaaget og Risnakken.
Fiskvaagflaaget eller Storflaaget i den nedre del af Saltdalen er 1 km. langt fra nordsiden af, Fiskvaagvatn og sydover. Fjeldsiden er her nøgen næsten helt nedenfra og til toppen, stenras og fjeldskred har taget bort jord og vegetation. Det heder, at det største skred gik for ca. 150 aar siden; nu gaar mindre skred af og til. De, som bor nærmest, kalder det Storflaaget; Lilleflaaget er et lidet flaag nogle hundrede meter længer nord. Fiskvaagflaaget er ellers den almindelige benævnelse.
Paa begge sider af Risnakken er der smaa ras med ur under.
Steile styrtninger er der mange steder i herredet; paa østsiden af Jarbruheia og ned mod Jarbruvatn, paa nordsiden af Nykkekjelen og flere steder langs Tveraaga; det største her er Fjeldengflaaget, flaaget paa vestsiden af Gallernebben og paa nordvestsiden af Gulduren. Flaag er der nordøst for Fjeldeng gaard, øst for Skar, paa østsiden af Nonshaugen, Tørflaaget nord for Nonshaugen (ved Skar), paa begge sider af Bjørnlidalen og paa vestsiden af Nonshaugen, vest for Vensmoen.
Ørgaren, vest for Sundby, er en nogenlunde jevn birkeli med enkelte nøgne flekker mellem.
Skogaaserne Bryaasen og Brennaasen, sydvest for Sundby, strækker sig frem i dalen, som smalner ind til en bredde af kun 1 km., men atter vider sig ud ved Drage.
Fra Ytre Tverelven af og sydover er der flere smaadale. Fjeldengflaaget er det største flaag her, ellers er dalsiden skogbevokset.
Op for Høijordfaldbakken sees Ølfjelds eller Ørfjeldets toppe. Nedenunder bakken ligger den flade, med orreskog bevoksede Nestbyholm.
De med orrekrat og frodigt græs dækkede holmer er almindelige i dalen. Elven skyller op grus og sand til en aur, som senere vokser til med græs og or. Holmerne bliver efterhaanden landfaste og danner ofte moer, paa hvilke navnet holme ikke længer passer.
Her ved Nestbyholmen, fortæller traditionen, gik elven i gamle dage helt ind under Høijordfaldbakken, og floden mærkedes hid.
Ovenfor Nestbyholm ligger Nestby, der ligesom de nærmest følgende gaarde, Meby og Sundby, siges at høre til de ældste i dalen. "By" betegner her en større gaard, hvor der er flere opsiddere. Nestby er da den nederste eller den sjøen nærmeste by, Meby den midterste og Sundby eller, som det ogsaa skrives, Syndby den "syndste" eller sydligste by. Baade Nestby og Meby og det lige overfor elven liggende Os nævnes i Aslak Bolts jordebog af 1430.
Fra bakkerne mod Kvæl er prægtig udsigt over Evenesdal med sine vakre fjeldkoller.
Tæt ved elven har man gaardene Pothus og Evensgaard. Evensgaard, tidligere skrevet Øvergaard, har atter sit navn af, at den engang var den øverst bebyggede gaard i Saltdalen.
Ovenfor Kvæl ligger Rokland og Lille-Almenningen; denne gaard og den paa den anden side af elven liggende Stor-Almenningen var længe de øverste gaarde i Saltdalen. Her begyndte almenningsskogen, som uden afbrydelse strakte sig milevidt med sine fortsættelser op gjennem Lønsdalen og Junkerdal helt over mod Sverige, medens kun de to nederste mil af selve Saltdalen var dyrkede og bebyggede.
De ovenfor liggende gaarde er nyere: Nordnes, Tømmerdal, Russaanes, Bleiknes, Leirjorfald, Langnes og Troldhaala, og efterhaanden frasolgte almenningsskogen som selveiendom.
"Nessene" er den gjængse benævnelse paa den øverste del af Saltdalen, hvor man finder gaarde og rydningspladse af navnene Bleiknes, Langnes, Trætnes, Bergulnes, Christen Dalnes, Nystadnes, Mastenes og Stornes.
Om Bleiknes fortælles der, at den fik sit navn af, at der i fortiden voksede saa meget hæg, at der om vaaren formelig "bleiknede" af den bortover volden. Finner skal fra først af have optaget gaarden.
Ovenfor Troldhaala og Trætnes, som ligger paa den anden side af elven, og ovenfor Bergulnes var der i ældre tid ingen beboet plads i Saltdalen, før man kom op til det 21/2 mil derfra liggende Junkerdal, hvortil sommerveien dengang gik gjennem Evenesdal og over Solvaagfjeld. Først i 1849 kom rydningsmænd i Nessene.
Evenesdalen aabner sig mod vest med vakre fjeldformer. Nogle mil op i dalen, mod Storjord, har landet en mere vekslende natur.
Ved aamote af Lønselven og Junkerdalselven ligger Storjord, der tilhører forstvæsenet. Aagleina, det sted, hvor elven "gleiner" sig, er det gamle navn paa Storjord. Gleina betyder at gaa fra hverandre, saa det er opfattet, som om Saltelven deler sig opad, her hvor de to nævnte elve mødes.
I Lønsdalen er elven næsten ligesaa stor som den elv, som kommer gjennem Junkerdalen. Dalen er i sin nederste del en skogdal, som er temmelig aaben. I den øverste del naar dalen op over skoggrændsen. Dalen er i den tørre aarstid let og behagelig at gaa gjennem, men den er sparsomt benyttet til færdsel, efterat der er lagt telegraflinje over Saltfjeldet, og forbindelsen fra Ranen foregaar helst langs linjen. Nordlandsbanen er udstukket gjennem Lønsdalen.
Gubbeltaaens dalføre og Lønsdalen gaar over i hverandre med vandskjellet ved Stødi, 686 m. o. h. I dalen er terrasser, der især langs Lønselven søndenfor sammenløbet med Storstenelven antager form, som minder om permanente befæstninger. Dalbunden er øverst kun hist og her bevokset med fattigt græs.
I Straitesjoks delta optræder birken sparsomt.
S t r æ k n i n g e n   v e s t   f o r   S a l t d a l s f j o r d e n,   S a l t d a l e n   og   L ø n s d a l e n   skal her omtales i retning fra nord til syd. Grændsen mod Skjerstad herred ligger omtrent der, hvor Skjerstadfjorden bøier mod syd og faar navn af Saltdalsfjorden. Grændsefjelde mellem Saltdalen og Skjerstad er nær kysten Troldhammeren og længer mod sydøst Øvre Kalkjin, 621 m. Længer sydlig gaar Dversetdalen i østlig retning ned i Saltdalsfjorden.
Dversetdalen er næsten ufarbar, trang og dyb, en rende for Dversetelven. Ved mundingen udvider den sig; bunden stiger stærkt op fra sjøen med flere terrasser. Paa sydsiden støder til en sidedal, Tverelvens dal, og lidt vestenfor det sted, hvor elvene støder sammen, ligger en jagthytte. Fra Tverelven og vestover danner elven en række mindre fosser. Skraaningerne er steile og har skog. I lien nord for Dverset, nord og vest for jagthytten og flere andre steder vokser tæt græs. Sydvest for jagthytten er en stor myr, hvor den egentlige Dversetdal ophører; her er dalbunden delt i mindre gjel ved langsefter løbende, skogklædte smaarygge. Et kløftlignende gjel gaar fra det sted, hvor elven løber ned i jorden, og til den løber ud igjen. I dette løb har Dversetelven før havt sit løb i dagen.
Sydvestlig for den store myr omkring Dversetelven ligger paa Skjerstad grændse Fosshaugen, 563 m., længer østlig følger Godmoen og Viksfjeldet. Dette sidste, som naar en høide af 646 m. o. h., har længderetning mod sydvest; dets sydøstre skraaning falder brat af mod Vikbugten og Vikdalen, der ogsaa har retning op fra fjorden mod sydvest.
I Vikdalen har dalbunden liden bredde. Nordøstligst ved Vik udvider den sig der, hvor Vikgaardene ligger paa en terrasse med talrige rester af blaaskjæl og andre sjøskjæl. Længer mod sydvest i dalen er flere smaa rygge nedover mod elven, hvilke delvis er bevokset med løvskog. Under løvskogen paa begge sider af elven helt op til Breimoen er frodigt græs. I bunden er ler, og der er ofte mindre udrasninger langs ryggene.
Ved Breimoen, der ligger 118 m. o. h., deler dalen sig i to sidedale; den østre er mere aaben med tæt løvskog. Den vestre gren er trang med steile skraaninger. Paa skraaningerne nærmest Jarbruvatn er der endel græs under løvskogen.
Sydvestlig for Jarbruvatn ligger Storbotnheia med Galdfjeld, 665 m. Paa sydøstsiden af Vikdalen har alle fjeldene sin længderetning mod sydvest og brat styrtning mod Saltdalen. Først er det Fiskflaaget, 442 m. høit, op for Fiskvaag præstegaard, hvilket flaag før er omtalt, saa følger længer mod sydvest Knøvlaas, 413 m., og Nestbyfjeldet, hvis østre skraaning kaldes Ørgaren. Sydøstlig for denne indsnevres, som før omtalt, Saltdalen ved nogle aaser, Bryaasen, 211 m., Brennaasen, 254 m., og Gallernebben, 258 m., hvilke gaar mod øst ud i dalen. Paa nordsiden af disse aaser kommer ned Oksaaelvens dal med sidedalen Grønlidalen og Tverelvens dal. Landet omkring den øverste del af Tverelven eller Tveraaga er sønderskaaret i flere aaser paa 500 m., som Dragefjeld, 546 m., og længer vest Gulduraasen, 527 m., nær grændsen mod Skjerstad.
Tveraadalen er først trang med bratte sider og vider sig du noget ved Fjeldeng, hvor den bøier i en næsten ret vinkel vestover. Ved Tveraamo deler den sig i 3 smaadale; en dal gaar op mod Skar og Ingeborgvatn og en mod Bjerklimyrerne; selve Tveraadalen tager snart retningen mod sydvest. Ved Gulduren gaar den over i den flade fjeldstrækning, hvor Tveraavatn ligger.
Længer sydlig nær grændsen mod Skjerstad ligger Skjævlfjeldet, 772 m., og vestlig for dette paa selve grændsen mod Beieren Kvitberget, 837 m. Sydvestlig for dette ligger Kvitbergvatn, 451 m. o. h., og paa sydsiden af dette gaar op med nordlig retning Harodalen.
Harodalen er et vidt, men ubeboet dalstrøg med fjeldbirk langs elvene og frodige græslier. I vest hæver sig Ramsgjeltind, 1.237 m., i Beieren som en ø, mørk, med bratte, skarpt tegnede skrænter, lig et uhyre taarn. Harodalen er om sommeren vanskelig farbar, da der er mange smaaelve og bløde myrdrag.
Paa vestsiden af Harodalen paa grændsen mod Beieren ligger Gamdalsfjeld med retning fra syd til nord og 900 m. høit.
Harodalen har som nævnt retning mod nord til Kvitbergvatn, men her vender dalføret mod øst under navn af Jordbrudalen. Elven munder ud i Saltdalen under navn af Russaaen ved Russaanes. Sydlig for Harodalen ligger Steinfjeld, 973 m., og paa sydøstsiden af dette kommer telegrafledningen over fra Saltdalen for at fortsætte mod syd til Ranen langs Nordre Bjellaavatn.
Nordre Bjellaavatn, 705 m. o. h., 9,8 km.2 stort, hører til Ranaelvens nedslagsdistrikt og har afløb mod syd gjennem Bjellaaen, der snart forlader Saltdalen herred, idet det mellem Nordre og Søndre Bjellaavatn passerer grændsen mod Mo herred. Ved Nordre Bjellaavatn ligger Bjellaavasstuen eller Telegrafstue nr. 2, og paa vestsiden af Bjellaavatn er en gammel stenstue. Sydlig for Nordre Bjellaavatn paa grændsen mod Mo naar Bjellhaugen 1.072 m. o. h. Paa sydsiden af Jordbrudalen, i hvilken der vokser furu og birk, ligger en række af rygge med retning mod vest-sydvest: Kvassteinryggen, 650 m., Kvassteinhellen, 639 m., og Hessisteinhaugen, 784 m., fjelde, der sikkerlig har mægtige kalksten- eller marmorlag, da elvene i denne egn i Jordbrudalen, ligesom Hessihompelven, gaar under jorden; denne sidste elv, som kommer fra Hessihompvatn, 708 m. o. h., er bielv til Harodalselven.
Øst for Hessihompvatn ligger Hessihompene, op til 824 m., over hvilke telegrafledningen gaar. Sydlig for disse homper ligger den mægtige Ølfjeldryg med høider, der langsomt stiger mod sydøst fra 1.036 - 1.784 m. Betydningen af navnet Ølfjeld er usikker. Dette fjeld er det, som sees mægtigt paa lang afstand paa veien op igjennem Saltdalen; det ligger vestlig for gaarden Storjord. Sydlig for Ølfjeldryggen nær grændsen mod Mo ligger Stabburdalsfjeld med toppe paa 1.223 og 1.368 m. og med smaabræer, af hvilke en gaar mod øst ned i Vidjevatn, 1.051 m. o. h. Sydøstlig for Vidjevatn ligger et par toppe, kaldet Skavlen, hvoraf den høieste er 1.475 m.; saa følger længer sydlig paa grændsen mod Mo Steindalstinden, 1.389 m., med bræer, og længer syd, fremdeles paa grændsen mod Mo, Lønstinden, 1.345 m., med en botn med bræ paa nordsiden. Længer sydlig, fremdeles nær grændsen mod Mo, ligger Semskvatn, 1.023 og 1.033 m. o. h., med Semskdalen og paa dennes østside Semskfjeldet, 1.340 m., med bræer paa nordøstsiden. Semskelvens dal har retning mod sydøst og munder ud i Lønsdalen. Paa dalførets sydvestside ligger fjeldet Fetterbak, 1.199 m., med bræ paa vestsiden; endelig ligger sydlig i Saltdalen Bolna, 1.393 m., paa grændsen mod Mo.
Landet paa østsiden af Saltdalsfjorden, Saltdalen og Lønsdalen skal her omtales fra syd til nord. Denne strækning er delt ved Junkerdalen, der med nordvestlig retning udmunder i Saltdalen.
S t r æ k n i n g e n   m e l l e m   L ø n s d a l e n   i   v e s t   og   J u n k e r d a l e n   i   n o r d ø s t   støder mod sydøst til Piteå Lappmark. En del af landet her allersydligst har afløb til Ranenelven, idet Gubbeltaaen, som hører til Ranenelvens nedslagsdistrikt, sydligst danner grændsen mod Mo. Det sydligste punkt i Saltdalen herred er Nasafjeld, 1.214 m., med Nasarøs, nr. 227, med en fonn paa nordsiden. Nordøstlig for Nasafjeld gaar elven Stokkas dalføre mod vest og falder i Gubbeltaaen.
Paa elvens nordside ligger en fjeldryg, Stokkafjeld, 995 m. Nordlig for denne ryg følger Svangstjern, 867 m., og ved dettes sydøstre ende ligger Svangstjern røs, nr. 228. Saa følger længer mod øst, fremdeles paa grændsen, Svangsfjeld, 1.267 m., med Svangsfjeld røs, nr. 229, 1.206 m. o. h. Nordenfor Svangsfjeld ligger Straitesjavrre, 970 m. o. h., med afløb gjennem elven Straitesjok.
De ovennævnte elve har retning mod vestnordvest og falder ud i Lønselven, og ved Straitesjoks udløb er der paavist mærker efter teltpladse, der antages at være fra, Preben von Ahnens tid (bind II, side 921). Nordøstlig for Straitesjavrre ligger fjeldet Straitescokka, 1.571 m., med Straitescok røs, nr. 230. Nordlig for Straitecokka, men helt i Norge ligger Gavakecokka, 1.404 m., og Lingacokka, 1.372 m., begge med fonner og skilt ved det i østlig retning gaaende Lingaskar. Her søger Storsteinelven mod nordvest ned til Lønselven. Nordvestlig for Lingacokka ligger Dypinaaens dal, og paa nordvestsiden af denne, noget vest for den norske grændse, ligger Dypinaafjeld, 1.146 m. Nordligere ligger Viskis, 1.377 m., med Viskisvatn, og fjeldstrækningen mellem dette og Junkerdalen kaldes Tjernfjeld.
Junkerdalen eller Junkersdalen eller maaske rettere Jonkesdalen forener sig nær Storjord med Lønsdalen, og herfra regnes den egentlige Saltdal. Junkerdalen begynder ved rigsgrændsen nær fjeldstuen Graddis og strækker sig vestlig indtil den nedre del af Junkerdalsuren, hvor Saltdalen regnes at begynde. Længden er ca. 25 km., heraf er den beboede del knapt 5 km. Bredden er først kun ringe. Nedenfor Gamforsbro bliver der saa en lidt bredere dalbund, men fra pladsen Solvaagli følger den trange kløft Junkerdalsuren, hvor elven fosser.
Dalbundens høide over havet er ca. 125 m. ved Junkerdalsurens nederste ende, og saa stiger veien 90 m. gjennem uren til 215 m. o. h. Fjeldstuen Graddis ligger ca. 400 m. o. h.
I denne mærkelige dal maa adskilles Junkerdalsuren nederst, som er et trangt gjel med ur paa siderne, hvilken fra Saltdalen fører op til en videre, aaben dal, Junkerdalen.
Junkerdalsuren er en af Nordlands mange naturmærkværdigheder. Junkerdalsuren er som nævnt en trang dal eller et gjel, ikke blot en ur; der er svære urer paa siderne; gjelet er 3 km. langt. Der er steile, løse vægge over den smale vei, som gaar paa dalens nordside, og paa sine steder er steile styrtninger ned mod den fossende elv. Veien er meget smal og bygget som ridevei, men den kjøres af alle. Paa den ene side er der saaledes styg ur eller bratte fjeldvæggen, og paa den anden, ofte dybt nede, ligger den fossende elv. Stabbestene er der ikke plads til, og de hyppige stenskred vilde slaa dem bort. Veien er saa smal, at der flere steder, og det ofte paa de styggeste, ikke er langt fra det ytre hjul til styrtningen i elven, saa den ukjendte bør kjøre i skridt.
Ved Storuren gaar elven i strygende fos, og straks ovenfor ligger Urflaaget, hvor vaade og sorte fjeldhammere hænger ud. Elven gaar i en eneste fos, og der er ikke ørenslyd. Her gaar om vaaren og vinteren helt fra øverste Solvaagtind de mægtige skred, som fylder veien og elveleiet for først at standse høit op i lien paa den anden bred. Naar skredene gaar, er lufttrykket undertiden saa stærkt, at hele rækker af træer kastes overende, saa de ligger bortover som græs, der er slaaet med ljaa.
I regnveir ruller der stadig sten og grus ned, og fjeldbækkene river ofte veistykker ud. Vaar og høst er uren farlig at passere. I ældre tid var der ingen vei gjennem uren, og dalen var som noget for sig, vistnok beboet, men kun kjendt af faa udenfor de nærmeste grænder.
Ved Junkerdalsurens nederste del er steiltstaaende skifere. Bergarten er skifer paa begge sider af gjelet, og det hele er som en cañon, udgravet af elven i mindre modstandsdygtige bergarter.
I den storstenede skiferur vokser mange planter, og dalen har gjentagne gange været besøgt af botanikere. I Saltdalens hoveddal er der tæt furuskog, men hvor gjelet i Junkerdalsuren bøier østover, hører den sammenhængende furuskog op ved indgangsporten til gjelet, hvor elven kommer fossende ned. Furuen veksler med birk, asp og or, rigt duftende hæg og rogn samt selje og pil; vild ribs og tysbast dækker skraaningerne, og under dem blomstrer forskjellige planter, fra sydlige lavlandsformer til rene alpevækster (bind I, pag. 666).
Der er vakkert langs den fossende elv og de høie fjeldvægge, hvor yppig vegetation veksler med nøgne stenras og med sorte klippesider. Men er det ikke klart solskin, er det trist og næsten uhyggeligt i Junkerdalsuren.
Har man passeret Urflaagene og kommer op paa selve Urhovedet, er der pludselig en anden natur. Fjeldene viger tilbage, og der ligger grønne lier. Ovenfor gjelet breder sig den egentlige Junkerdal; der ligger gaardene Solvaagli og Junkerdalsgaardene, ialt 10 gaarde med over 100 beboere.
Nu gaar elven saa stille, at der kan roes op til Junkerdalsgaardene. Selve Junkerdalen er en vid, aaben dal med retning mod nordvest og paa nordøstsiden begrændset af det høie Baadfjeld, der har en lang uafbrudt brat side ned mod Junkerdalen. Denne dal er en aaben, fladbundet dal fra istiden, medens Junkerdalsuren, som er dens fortsættelse, er en af elven udgravet dal, en dal under dannelse. Sandsynligvis har Junkerdalen engang været en sjø, som er tappet paa den maade, at elven igjennem Junkerdalsuren har fordybet sit leie.
Vestlig i Junkerdalen mellem Junkerdalsuren og hoveddalen ligger Solvaagtind, 1.561 m. Det er en svær kuppel, der fra dalen ser ud, som om den endte i en steil kegle, hvis form er sammenlignet med en finnekones hue. I virkeligheden er det en smal ryg afdelt i et par spidser, der lader sig bestige fra nordsiden. Den er høiere end fjeldene i vest, og derfor kan skyggen af tinden om aftenen undertiden iagttages i skyen, et sidestykke til det bekjendte spøgelse paa Bloksberg (J. Dyring). Mod Junkerdalsuren falder tinden af i bratte flaug.
Øst for Solvaagtind ligger Baadfjeld, og mellem dem ligger den trange dal, hvor Solvaagvatn ligger temmelig høit. Dalen naar raskt op over trægrændsen og fortsætter nordlig mod Satertind og Evenesdalen, hvortil fører en tarvelig opvardet ridevei; Solvaagvatns dal benyttes alene til sommerhavn.
Baadfjeldet, ca. 1.300 m., har to toppe, en i hver ende, og de giver fjeldet en vis lighed med en nordlandsbaad. Den østlige, mindre bratte del af Baadfjeldet kaldes Baadfjeldakslen. Fra Baadfjeld, som ligger over Junkerdalsgaardene, ramler hver vaar is og sten, og i 1876 gik et skred helt ned paa volden mellem husene, ødelagde græsmarken, tog en smedje og et stabbur og flyttede et andet lidet hus, og lufttrykket slog ind ruderne i nærliggende huse. Det siges, at det var en vandmasse paa Baadfjeldets ryg, som sprængte sin dæmning af is og styrtede ned i dalen.
Paa østsiden af Baadfjeld ligger den lavere, ret betydelige Tjørisdal med en enkelt husmandsplads. Saa følger øst for Tjørisdal de saakaldte Tørrisfjelde, nordligst Slaipafjeld og længere syd Skaitiakslen. Øst for Tørrisfjeldene følger den lange Skaitidal, med en enslig rydningsplads, den strækker sig mod nord, indtil det straks sydvest for Sulitelmagruppen liggende, temmelig betydelige Balvatn i Vatnbygden paa grændsen mod Fauske. Dette har dog afløb til vasdraget ved Finneide i Fauske. Baade Tjøris- og Skaitidalen bliver, hvor de støder til Junkerdalen, trange gjel, som tildels minder om Junkerdalsuren.
Østlig for Skaitidalen ligger Tausa, 1.710 m., og andre høie og vilde fjelde, der efterhaanden gaar over i Graddisfjeldene nær fjeldstuen af samme navn. Tausa skal have faaet navn efter en finnepige, som faldt udover her. Skaiti, egentlig Skaidde, betyder paa finsk, efter Friis, en landstrækning mellem to ikke langt fra hinanden løbende elve, landtunge. Tjøris eller Tsjoris (Coris) er vel beslægtet med corro, en aas.
Strækningen nord for Junkerdalen bestaar af skifer; det er et vildt og forrevent landskab seet fra grændserøsen ved Graddis eller andre høider. Flere af egnens fjeldtoppe har eiendommelige former, saaledes Solvaagtind, Baadfjeld og Tausa. Tjernfjeldet paa dalens sydside er ikke saa høit; det er et granitfelt, der ikke danner saa eiendommelige former som skiferfeltet længere nord.
Graddis fjeldstue ligger øverst i Junkerdalen, en fjerdingvei vest for grændsen. Her er overgang til Sverige over den norske fjeldstue Graddis og den svenske Merkenes fjeldstue.
Langs elven ved Graddis vokser birkeskog og hist og her en furu. I denne skog er der ryddet en plads til fjeldstuens vakre hus. Udsigten indover Sverige er temmelig trist og ensformig, bare lave, lyngklædte fjelde og sne- og isdækkede vande saa langt øiet rækker.
Før der kom vei gjennem Junkerdalsuren gik al færdsel med udenverdenen over Solvaagfjeld og videre med kløvhest ned gjennem Evenesdal. Kun en sjelden gang om vinteren, naar is og sne havde jevnet bunden i den kløft, man kaldte Junkerdalsuren, gik bygdeveien herigjennem, men det var en møisommelig vei. Der var da 3 mil til nærmeste gaard; men ved Aagleina eller Storjord, hvor nu forstmesterboligen ligger, var dengang en liden tømmerkoje, opført af skoghuggere og finner, og her hvilede junkerdølerne, naar de havde passeret uren.
L a n d e t   n o r d   f o r   J u n k e r d a l e n   o g   ø s t   f o r   S a l t d a l e n   o g   S a l t d a l s f j o r d e n   har i den sydlige del en større dal, Evenesdalen. Flere af de før omtalte fjelde fra Solvaagfjeld til Graddis ligger paa nordsiden af Junkerdalen og hører følgelig til den her omhandlede strækning. Nordlig for Baadfjeld ligger Satertind, 1.625 m., og sydlig, for denne følger Evenesdalen, der gjennemstrømmes af Eveneselven, denne optager Vaselven fra det store vand Vasbotnvatn. Eveneselvens anden kildeelv kaldes Sauelven. Eveneselven falder i Saltelven mellem gaardene Evensgaard eller Øverland og Pothus.
Sydlig for Evenesdalen ligger Lifjeldet med trigonometrisk varde, 797 m. Det er fladt i høiden, men styrter brat ned mod Saltdalen i Nesflaaget. Lifjeldet er afgrændset for sig med smaahomper og smaahauge med mange smaavande imellem, de fleste uden afløb. Enkelte steder, som omkring den trigonometriske varde, er disse smaahauge bratte, men ellers er de runde, grusdækkede eller græsklædte.
En tverdal til Saltdalen vest for Storfjeldet er Børaadalen, der er kort og trang med bratte sider, særlig er nordsiden brat. I dalen strømmer Børaaga. Ved fjeldet Risnakken vider dalen sig ud og taber sig opimod Smaavatn.
Østlig for Lifjeldet ligger Storfjeldet med trigonometrisk varde, 1.189 m. høit. Det er en vid, forholdsvis jevn fjeldryg, hvis østlige del, som kaldes Baashaugen, naar op til 1.197 m. Strækningen her mellem Storfjeldet og Lifjeldet er nærmest en vid fjelddal. Her gaar en sti paa sydsiden af Storfjeldet gjennem Lapflytterskaret. Storfjeldet er et vidtstrakt, nøgent og ensformigt fjeld; paa vestsiden er der noksaa brat ned mod Rundhompen og Skarslihøla. Paa nordsiden er det noget brattere ned mod Storfjeldvatn, nedenfor er en snefonn, og ret øst for Storfjeldvatn er en styrtning næsten brat som en væg, der strækker sig fra Storfjeldet ned mod Knallerdalen. Storfjeldet er mest dækket med grus og sten.
Nordøstlig fra Børaadalen strækker sig fra Storfjeldet mod nordvest Middagsfjeldet, og saa følger nordvestlig for samme en eiendommelig ryg, Storryggen, som har en trigonometrisk varde, 940 m. o. h. Storryggen strækker sig som en eiendommelig lang, men smal ryg med en samlet længde af 5 km. fra nordøst til sydvest. Her er da i denne længde ogsaa dens sydvestlige forlængelse Gjeitryggen medregnet. Bredden er ikke mere end halvandet hundrede meter. Nordvestlig for Storryggen ligger Smaalifjeldet, fladt i høiden, men med styrtninger mod dalen.
Mellem Storfjeldet og Storryggen er der nogle moræner oppe paa det flade Middagsfjeld. Middagsfjeldet og Storryggen er dækket af grus og ur, men nedover skraaningerne bliver fjeldet græsklædt.
Længer mod nordøst følger Knallerdalen, som opad mod fjeldet er fortsættelsen af Soksenviken og Botnvatn mod sydøst og øst. Omkring Botnvatn og Knallerdalen er omgivelserne vilde. Raunakkens hamre paa Botnvatns nordvestside, Urflaagene og Mighamrene paa vandets nordøstside hænger flere steder udover vandet.
Botnfjeld paa vandets vestside er 800 m. høit og er steilt ned mod vandet.
Syd for Botnvatn, hvor gaardene ligger, er en botn med flad bund; Knallerdalen munder ud som en kløft mellem Ole-Jensaflaaget og Alternasen. Ole-Jensaflaaget er en stor styrtning med et par hundrede meters lodret fald, og under dette et par hundrede meter flaag.
Den anden side af dalen er flaag og styrtninger fra Saltnesaasen og til Alternasen. Selve Knallerdalen er et gjel med bratte, tildels lodrette vægge med flaag og hamre. Nedenfor Nedre Knallerdalsvatn er der paa siderne tildels skog, men ovenfor er der nøgent. Paa sydsiden af Nedre Knallerdalsvatn, og noget længere oppe i dalen, er en brat ryg, som stikker frem paa østsiden af dalen og synes at spærre den.
Ovenfor Øvre Knallerdalsvatn vider dalen sig ud og har mindre bratte sider. Dalen stiger stadig nogenlunde jevnt; dalbunden er saa trang, at den neppe kan befares undtagen ved ualmindelig lavt vand i elven, da man delvis kan gaa i elveleiet.
Det har hændt, at folk har forvildet sig bort i Knallerdalens stup og flaag og sat livet til der.
Nord for Knallerdalen ligger Vatnfjeldet, som er 831 m. høit og temmelig fladt i høiden, om der end er brat styrtning mod Knallerdalen. Øst for dette følger Akselskar, som er navnet paa den høieste top, 1.088 m. o. h. Dog benævnes ogsaa fjeldet mellem Staalbergvatn og Akselskarvatn saaledes. Fra Akselskartoppen er der udsigt østover mod det lavere land og mod Sulitelmafjeldene. I klart veir øines Lofotfjeldene.
Staalberget, 804 m. høit, paa Storforsdalens sydside nord for Akselskar danner mod vest en omtrent 100 m. høi, lodret styrtning, let kjendeligt ved sin blanke overflade.
Syd for Ingeborgelven ligger Nedre og Øvre Hestgjærdfjeld, som er forholdsvis flade i høiden.
Ingeborgdalen, nord for Vatnfjeld, har temmelig steile skraaninger, bunden er ikke stort bredere end elven. Fra Ingeborgvatn og sydøstover er Ingeborgdalen aaben. Syd for Staalberget aabner dalen sig mere, elven faar roligere løb, indtil der atter er sterk stigning sydvest for Akselskar, hvor dalen lidt efter lidt forsvinder. Skogen omkring Ingeborgvatn er ganske tæt, men træerne er smaa.
Ingeborgvatn ligger 409 m. o. h.; nordøstlig for dette vand naar Henriksdalsheia 705 m., og nordvestlig for denne hei følger en række andre heier, Grønliheia, 705 m., Bjerkdalsheia, 675 m. Nordligere ligger Storforsdalen.
Paa Henriksdalsheia og Grønliheia er de høieste dele dels bare, dels mosdækte. Der er græs nord og nordvest for Ingeborgbrakken og syd og sydøst for Storforsdalen.
Storforsdalen er øverst oppe tildels forholdsvis aaben; den kniber sig snart sammen med steile skraaninger nærmest elven. Her er da vanskeligt at komme frem. 400 m. øst for Staalhaugbrakken ophører dette trange strøg. Fra Staalhaugbrakken og ned mod Øvre Storforsdalsvatn danner elven mindre stryk. Langs med bredderne er det vanskeligt at gaa for store, løsrevne stene og vidjekrat. Lettest kommer man frem et stykke op i nordskraaningen af dalen. Birken langs elven er lav. Omkring Storforsdalsvatn er skogen lidt tættere og græsset frodigt. Langs nordskraaningen vokser ogsaa endel multer.
Storforsdalen begynder ude ved fjorden mellem Nakken, 342 m. høi, og Nupen og er her trang og vild til opimod Storforsen. Valken er en smal, brat ryg, som stikker sig frem i dalen. Der er slaatter og beiter til op imod Storforsen.
I øst for de ovenfor nævnte dale henimod Fauske herred er vide fjeldstrækninger, forholdsvis flade i høiden. Øst for Knallerdalens øvre del ligger paa Fauske herreds grændse en vid temmelig flad fjeldstrækning Rosnivarre, med høieste punkt 851 m., i Fauske herred. Nord for Knallerdalens øvre del ligger en lignende flad fjeldstrækning, som heder Baldoaive, op til 1.148 m. høi. Længer mod nordøst nær Fauske grændse naar Skuortacok 1.074 m.
Nordlig for Storforsdalen følger fjelde og heier, som er forholdsvis flade i høiden, saaledes Staalhaugen, 1.010 m., paa grændsen mod Fauske. Længer vest Storforsdalsheien, 939 m., Raufjeldet, 994 m., som har navn efter sin rødlige farve, og endelig Langvasheia, en op til 729 m. høi og smal ryg med retning mod sydvest.
Ud mod fjorden mellem Soksenviken og Setsaaviken ligger en del nakker og aaser, saaledes Kidnesnakken, 202 m., op for Kidneset, længer nord Blaanakken, 409 m. høi, Dragaasen sydøst for Stamnes og Nonshaugen syd for Setsaaviken. Nær Nonshaugen ligger en stor myr, Stormyren.
Landet hæver sig i afsatser, først Stormyren, saa en høiere afsats, Krykja og Jægthelleren med flaag. Derefter toppen af Grønlien, og videre kommer man op Tveraadalsflaagene til Rundvasheia.
Øst for denne er der atter en fladere strækning, og saa er der temmelig brat stigning op til Raufjeldet.
Ved Setsaaviken udmunder i fjorden den fra øst kommende Flygandal med steile styrtninger fra Klompen, 414 m. høi, paa sydsiden af Flygandalen, og Kjerringhaugen, 698 m. høi, med Kristofferflaaget paa nordsiden. I Flygandalen gaar elven flere kilometer gjennem et op til 100 m. høit gjel med lodrette vægge. Langs fjorden er der brat, saaledes ved Skruhammeren og Høglien, øst for Kvænflauget i Fauske.

Herredets bræer eller fonner er tidligere omtalt (bind I, pag. 132).
I dalen kommer sneen i oktober og november, paa fjeldet først i oktober. I dalen gaar den bort i mai, paa fjeldet i juni - juli. Enkelte smaavande, liggende i en høide af 1.040 m. Syd for Storfjeldet, er vistnok aldrig helt aabne.

G e o l o g i.   Glimmerskifer-marmorformationen fortsætter fra Skjerstad østover til Saltdalen, og dette store herred bestaar for den væsentlige del af glimmerskifer-marmorformationen. Bergarterne er dels glimmerskifere, dels glindsende og sorte skifere. Paa de mange steder, hvor elve gaar ned i fjorden, er der marmor eller kalksten. Østlig for hoveddalen forekommer et felt af gneis og sandstenagtig glimmerskifer og kvartsskifer. Et stor felt af granit optræder paa sydsiden af Junkerdalen og videre paa begge sider af Lønsdalen.
Glindsende skifere, blygraa og sorte skifere med kvartsskifere optræder i Baadfjeld og den øverste del af Junkerdalen bortimod Sverige; de er paa kartet afsat som dannende en endnu yngre afdeling; de svarer til de saakaldte Sulitelma-skifere.
Tjernfjeldet, som bestaar af granit, ligesom fjeldene omkring Graddis og omkring Lønsdalen er her tildels lavere end skiferfjeldene paa nordsiden af Junkerdalen.
I Saltdalen er der, som ovenfor nævnt, terrasser af forskjellig høide, saaledes ved kirken og mellem Nestby og Sundby. Terrassen ved Vensmo ligger 54 m. o. h.
I Saltdalen naar terrasserne op til 120 m. i høide.
Terrasserne i Saltdalen er allerede omtalte af Sommerfelt. Havet har, siger han, fordum ikke alene gaaet længere op end nu, men ogsaa staaet høiere. Ved præstegaarden Fiskvaag er et lidet vand, Fiskvaagvatn, nær ved gaarden. Ovenfor vandet, i det mindste 3 fod over dets niveau, lige op under fjeldet, tæt ved en bæk, Skipperelven, findes i leret havconchylier; saa høit maa altsaa havet fordum have staaet.
Videre omtaler Sommerfelt Botnvatn, som ligger omtrent 30 fod over havet, omtrent den samme høide som der, hvor havskjællene findes ved Fiskvaag. Ved dette vands udløb er en banke af henimod 1 favns tykkelse af skjæl, hele og sønderbrudte. Saa høit gik altsaa havet fordum.
Desuden findes ved dets anden ende skjæl overalt paa bunden af en elv. Ved siden af denne elv ligger der en stor myr, Botnvasmyren, i hvis bund findes skjæl.
Ved Setsaa er et dalføre med terrasser. Tveraaen er bekjendt for sine mergelboller, indeholdende aftryk af fisk, mage til dem, man i endnu større mængde finder ved gaarden Storjord i Beieren. Lignende har man fundet i Eveneselven og endnu et par steder i Saltdalen. Bønderne bruger disse mergelboller som brynesten.
I Saltdalen fortælles om hvalskeletter, fundne oppe i fjeldene. En til huggestabbe benyttet hvalhvirvel paa Nestby er efter traditionen i gammel tid bragt ned fra Mebyfjeldet. Der berettes, at mellem 1860-70 fandt en del mænd, som var ude for at søge efter heste, et gammelt hvalskelet langt inde paa Dragefjeldet. Der laa en hel rygrad, tildels overgroet med mos og smaaskog af birk. De har siden ikke kunnet finde det igjen. Paa Storalmenningen var en hvalhvirvel, der som den paa Nestby benyttedes til huggestabbe. Fordum skal der have været to, de benyttededes da til stabburstrap, og et senere bortkommet ribben brugte man til at banke ler med. Alle disse levninger skal være fundne paa Smaamyrerne, liggende paa fjeldet straks ovenom Storalmenningen. Sommerfelt nævner i sin Saltdalens beskrivelse et hvalskelet fundet paa Storfjeldet ca. 3000 fod over havet. Ingen kan bestemt paavise stedet, hvor disse hvalben har ligget. Sandsynligt er det, at der er fundet hvalben i lavere nveauer i terrasselandet, men fund af hvalben i større høider kjendes ikke sikkert.
I terrasselandet har elven flyttet sit løb tid efter anden fra den ene fjeldside til den anden. Sommerfelt skriver i 1827, at den for en del aar var trængt saa langt mod øst, at den naaede selve fjeldsiden, men saa begyndte den at trænge mod vest igjen og rev ud, hvad den før havde lagt op. Den havde saaledes skilt flere gaarde næsten ved deres halve agerjord og truede med at tage mere.
Elve, som gaar under jorden, er tidligere omtalt (bind I, pag. 475). Der er her omtalt, at Russaaen gaar under jorden, men der er mange flere elve end denne, som gaar ned i jorden i kalkfjeld i Saltdalen.
Flere elve og bække paa vestsiden af Saltdalsfjorden har kortere eller længere underjordiske løb, saaledes for eksempel Dversetelven og Storaaen.
Dversetelven kommer fra Krokvatn, som i det nordøstre hjørne har et underjordisk afløb. Vandmassen kommer ud igjen paa vestsiden af Fosshaugen og danner en femgrenet fos.
Et hul er der omtrent 100 m. ret syd for Jagthytten ved Dversetelven. Hullet er omtrent 15 m. dybt og ca. 10 m. i diameter oventil. Fra dette hul høres dur fra elvens underjordiske løb.
Storaaen er tilløb fra Jarbruvatn til Vikelven, og den danner en liden bro, Jordbrua, tæt nedenfor vandet.
I flomtiden rinder vandet ogsaa over «broen» . Paa sit løb nordover gaar elven efter et kort underjordisk løb ned i jorden i Storkjedeln, efter at have dannet en temmelig høi fos af samme navn. Fossen falder i to afsatser.
I flomtiden har elven fra Storkjedeln af ogsaa et overjordisk løb, Tøraaen, ad hvilket flødningen kan finde sted. Antagelig kommer Storaaen frem af jorden straks vest for Sleppan og rinder ud i Vikelven.
En bæk, der kommer fra myrerne mellom Storhaugen og Kvervan, paa Saltdalsfjordens vestside, forsvinder i en ca. 10 m. dyb forsænkning. Sandsynligvis er det denne bæk, der kommer frem i dagen syd for Kvantohamran og løber ud i Jarbruvatn.
En grydeformet forsænkning er der nordvest for Øksengaard, ved Saltdalsfjorden, 195 m. o. h., syd for fjeldet Møslakken. Forsænkningen er ved en lav ryg delt i to. Kôten 210 paa de nye karter er trukket som rundt et vand. Bækken løber ned i jorden omtrent 195 m. o. h., og herfra er der stigning til alle sider, saa hvis hullet i jorden ikke var, vilde her være en liden sjø. Bækkene forener sig vistnok under jorden og kommer frem af jorden omtrent 500 m. syd for Dverset, tæt nede ved sjøen.
Vest for Breimoen ligger Storkjedlen, som nærmest maa betragtes som en udvidelse af den trange kløft, hvori Tøraagas øvre løb gaar. Tveraaga er bielv til Vikselven. Regnet fra kanten, hvor høiden er 309 m. o. h., syd for fossen og til bunden har kjedlen en dybde af ca. 150 m. Siderne er steile og trappeformede og dannes hovedsagelig af bare fjeldvægge.
Krokvatn, paa grændsen mod Skjerstad, har tidligere havt en 6 à 7 m. høiere vandstand, idet der i denne høide over det nuværende vandspeil ligger en vel betegnet strandlinje. Fra Krokvatns østligste bugt og i retning sydøstover er et forholdsvis bredt bækkeleie, der maa have ligget tørt i en række af aar. Vandet har tidligere havt et afløb ad denne vei. Nu har Krokvatn, som berørt, kun et underjordisk afløb.
Bækken fra Botnvatn, syd for Storbotnheia, paa Saltdalens vestside (ikke at forveksle med Botnvatn op for Soksenviken) kommer frem igjen øst for Lille Botnvatn. Saa er den fremme til 150 m. fra Ingeborgvatn, 366 m. o. h., hvor den atter gaar i jorden i samme hul, hvor bækken fra Ingeborgvatn forsvinder. Hvor den atter kommer frem, ved man ikke.
Andre underjordiske bækkeløb er bækken ved Sætermyren, vest for præstegaarden, der senere taber sig paa jordet ved Skogstieng, bækken fra Havervatn, og bækken, som kommer frem nord for Lillevatn (øst for Tveraamo); hvorfra denne sidste kommer, vides ikke.
Tveraaga har underjordisk løb forbi eller under Gulduren; ligeledes gaar den lille bæk mellem Drageheia og Kvantoheia fra et vand, 471 m. o. h., ned i et hul i jorden, og ligesaa bækken fra Rundhaugvatn og fra Brennlomstjernet.
Syd for Djuphølet gaar en liden bæk i jorden. Djuphølet, som ligger vest for Tveraaga, er i sig selv en mærkelighed. I sneløsningen staar her et helt vand med kontur omtrent efter 330-m.s bundkurven. Naar saa tælen gaar bort, aabnes vandets underjordiske afløb, saa det snart tømmes.
Paa østsiden af fjorden har Medelven stykkevis underjordiskløb, ligesom afløbet fra Vaslivatn gaar ned i et dybt hul og kommer frem langt nede i lien igjen.
Elve, som gaar under jorden, er der omkring Kvitbergvatn opimod Beieren grændse, saaledes i elven i Jordbrudalen, hvilken elv kommer fra Kvitbergvatn; ligesaa gaar Hessihompelven under jorden.
Herredets   v a s d r a g   er tidligere omtalt (bind I, pag. 432 og 435).
Her skal meddeles nogle yderligere oplysninger om herredets vasdrag.
Dversetelven har en kilde i Krokvatn, hvor der i det nordøstre hjørne er et underjordisk afløb. Den vandmasse, som her forsvinder, vælter sig paa vestsiden af Foshaugen ret ud af fjeldsiden og danner en femgrenet fos. Løbet herfra og ud i Dversetvatn er paa den øverste del stridt og smalt. Bunden bestaar af fjeld. Gjennem myren har elven et roligt løb. Bredderne er bevokset med vidjekrat. Øst for myren bliver elven smalere, idet endel vand forsvinder flere steder i jorden. Størsteparten rinder dog ned til en stor aabning i jorden. Tidligere har elven eller en del af den havt sit løb gjennem et høitliggende gjel, der strækker sig fra det sted, hvor elven forsvinder og til den kommer op af jorden. Flere steder er der dybe kulper. 400 m. vest for udløbet i fjorden danner elven en fos.
Der er anledning til at regulere ved dam Østerdalsvatn og Dversetvatn.
Dversetvasdraget er rigt paa ørret. I hele den nedre del er der en masse smaaørret. I det øvre løb er ørreten større.
Dversetelvens tilløb er Østerdalselven, hvis bund bestaar af sand og sten.
Dversetelven optager ogsaa Rausteinelven, i hvis bund der er røde stene, og Tverelven.
Vikelven kommer frem af jorden syd for Varvatn. Den er her bred og flyder stille. Den er smalest paa det stride løb fra Varvatn og indtil Tøraaen, hvorfra den atter har et nogenlunde roligt løb; der er dog en liden fos ved kværnene syd for Vik. Ved mundingen øres op.
Elven er farbar for større baade næsten op til broen ved Vik. En træbro er der ved Vik. Man kan kjøre over selve elven ovenfor broen. Paa strækningen Tøraaen til øst for Sleppan er elven let at vade. Smaaørret er der i elven op til Breimoen. Nedenfor kværnene gaar ofte smaalaksen op til fossen. De bedste fiskepladse er ved fossen og i svingen øst for Koktendal.
Tilløbet fra Jarbruvatn, Storaaen, danner ved elvens løb under jorden en liden bro, Jordbrua, tæt nedenfor vandet.
Saltdalselven, øst for Vensmo, 12 km. fra udløbet, ligger i en høide over havet af kun 14 m.
Et par steder er bredden af Saltdalselven forbygget for at hindre udgravning.
Der er ingen særskilte, færgesteder, men baad paa hver gaard. Der er en gangbro ved Saltnes, bygget af en mand fra Saltnes i 1905, men den blæste ned i en storm skjærtorsdag 1906, og blev senere bedre sideafstivet. Det er en hængebro af staaltraad med to gangtræer. Den har rækværk paa siderne, hvad der er nødvendigt, fordi den slingrer noksaa meget i vind. Længden mellem bukkene er 115 m.
Flommen i Saltelven er oftest stor og kommer midt i juni. Høstflommen udebliver ofte.
I Saltelven er laks, sjøørret og røyr; fisket er ikke af synderlig betydning.
Sideelve til Saltelven, der ikke før er omtalt, skal nævnes: Tveraaga kaldes Ytre Tverelven i det nedre løb, paa dalens vestside, og falder i Saltdalselven nær gaarden Drage. Den kommer fra Tveraavatn, gaar ned i jorden et par hundrede meter fra udløbet af det sidste af disse og kommer frem igjen paa nordsiden af Gulduren, nede i Tveraadalen. Den rinder noksaa stille det første stykke, men gaar saa i fos og stryk et stykke mellem Nonshaugen og Høgalter. Saa følger et noksaa roligt stykke til nedenfor Tveraamo, hvor den tager mere fart, indtil den ved Fjeldeng igjen faar et roligere løb. Videre flyder den stille til straks syd for Gallernebben, men herfra gaar den i fos nogle hundrede meter nedover; det sidste stykke er et roligere løb. Ved almindelig vandstand kan den vades de fleste steder, men bliver stor i flom. Den graver paa det nederste stykke, hvor den gaar gjennem lerbakker; den er graa og grumset ved udløbet i Saltelven.
I det nedre løb er smaalaks, som gaar op fra Saltelven; længer oppe smaaørret.
Broen over elven ved Drage skole er en mastebro af træ, ligesaa broen over Indre Tveraaen.
Gjennem Junkerdalen strømmer Graddiselven, der har sine kilder ved rigsgrændsen og faar tilløb fra sidedale, danner flere fosser, hvoriblandt Gamfoss, som har navn efter en gammel tømmergamme. Fosser er der ogsaa i sideelvene, som i Tjøriselven, hvor der er et lidet sagbrug. Graddiselven har i Junkerdalen ofte forandret leie, idet der er flere elvearme. I Junkerdalsuren styrter elven fossende ned.
Her skal af elve paa Saltdalens østside nævnes: Børaaga har hovedtilløb fra Middagsfjeldets og Storfjeldets skraaninger og fra de to nordre Smaavatn. Den rinder først stille gjennem myrerne mellem Gjeitryggen og Risnakken, men gaar saa strid og fossende i en kløft helt til udløbet i Saltelven ved gaarden Børaanes. Ved udløbet her driver den en sag. Der er ikke fisk.
Knallerdalselven eller Botnvasdraget, der udmunder ved Botn i Soksenviken, kommer fra Rosnivatn og har en hovedkilde Corgokjokka, som optager alt vand fra østskraaningen og sydskraaningen af Baashaugen.
Fra Baasjavrre, 871 m. o. h., gaar elven først rolig gjennem udvidelser og smaavande, men faar saa mere fart. Den kan vades flere steder, men løber stridt fra Øvre Knallerdalsvatn til et vand, som ligger 649 m. o. h., saa i flere mindre fosser til et vand 583 m. o. h. og videre fos i fos til Nedre Knallerdalsvatn, det sidste stykke i en trang kløft. Videre nedover gaar det i fos og stryk, idet dalen ikke er bredere, end at elven opfylder hele dalbunden. Nogen større lodret fos er der ikke i elven.
Tilløb er Storfjeldelven, som har en vakker, lodret fos, 55 m.høi. Det øverste af fossen ligger 606 m. o. h.
Nedenfor Gleinene vider dalen sig ud, og elven gaar mere stille til udløbet i Botnvatn.
Det korte udløb fra Lillevatn ud i sjøen er stridt, men laksen gaar op.
Fra Fjøsaaneset og et stykke opover elven er der paa bunden havskjæl.
Fisk er der ovenfor Botnvatn.
Ingeborgelven danner lige ved sit udløb i Botnvatn Ingeborgfossen, en vakker fos i 2 afsatser paa tilsammen 122 m. Elven har saa lidet nedslagsdistrikt, at fossen til sine tider er næsten tør. Fossen har været udnyttet til transport af prøvedriften ved Ingeborggruberne og Baldoaivegruberne.
Storforsdalselven danner ved udløbet af et vand 391 m. o. h. nord for Grønlivatn Storforsen, der har givet baade elven og dalen navn. Denne fos har 55 m.s fald og deler sig midtveis i to, idet et klippestykke staar frem midt i elven. Fossen er ikke udnyttet. Vandmassen er ganske betydelig, og nedslagsdistriktet ogsaa adskillig større end Ingeborgelvens.
Nedenfor fossen vider elven sig ud til et par lange vande, men gaar saa fossende og stridt forbi Valken. Senere gaar den et stykke mere rolig, men dog fremdeles med stærk strøm, for saa atter at gaa i fos og stryk det sidste stykke. Der er ikke fisk i elven. Ved udløbet i sjøen driver elven en sag. Der er ingen bro eller klop over elven, som ikke kan passeres før langt op i dalen.
Der flødes endel favneved, som hugges nord for Grønlivatn og ved Storforsdalsvatn.

I n d s j ø e r.   Vande paa vestsiden af fjorden og dalen i den del af Saltdalen herred, som er opmaalt, er:
Dversetvatn, tilsammen 0.3 km.2 store, 373 m. o. h., har myrlændte omgivelser paa nordsiden.
Krokvatn paa grændsen mod Skjerstad herred, 0.4 km.2 stort, 459 m. o. h., har underjordisk afløb.
Jarbruvatn, 0.3 km.2 stort, 353 m. o. h., har afløb, som gaar under jorden. I vandet er stor ørret og røyr.
Fiskvaagvatn, 4 m. o. h., har været fiskerigt, men er temmelig udfisket, saa der er nu mest smaafisk.
I Kvantovatn, 420 m. o. h., syd for Tveraamo er der fisk; her er en liden fiskerbod (gamme).
I flere af disse vande er der stor ørret, saaledes i Jarbruvatn, hvor der er sluppet ørret. Fisken trives her. Stor ørret er der ogsaa i Knøvlaasvatn, 366 m. o. h., og i Rundvatn.
I Tveraavatn, 460 og 459 m. o. h., er der ikke fisk.
Vande paa østsiden af Saltdalen i den opmaalte del er:
Storforsdalsvatn, det øvre 0.3 km.2 stort, 454 m. o. h., og det nedre 0.1 km.2 stort, 422 m. o. h.
Ingeborgvatn, 0.3 km.2 stort, 409 m. o. h. Der er et vand af samme navn paa vestsiden af dalen, 366 m. o. h.
Botnvatn, 1.9 km.2 stort, 12 m. o. h., skal være 107 favne dybt under Mighamrene. Den lille kløft mellem Botnvatn og Lillevatn, der kun er nogle faa meter bred, er 37 favne dyb, saa fjeldet paa begge sider her maa falde lodret ned. Baade her i sundet og langs østre side af Lillevatn er der jættegryder, tildels mange meter dybe. Paa grund af sin dybde lægger Botnvatn sig sent om høsten, gjerne ikke før ved juletid. Laks gaar op i vandet, men ikke i mængde; der er ørret og røyr; tildels kan noksaa meget fiskes ved elveosene.
Der skal findes et «trold» i vandet. Næsten hvert aar i den varmeste sommertid omtaler flere, at de har seet troldet i dette vand, uden at det er bragt paa det rene, hvad det er, de ser. Det er omtrent saa stort som en otring og sølvhvidt af farve, saa det skinner i det, naar solen falder paa. Det har dels ligget stille i overfladen, dels bevæget sig med stor fart, og er saa pludselig gaaet tilbunds. Det er ikke seet saa nært, at noget bestemt kan siges om dyrets form. Folk, som har seet det fra baad, er blevet rædde og har roet tillands snarest mulig.
Hverken i vandene opover Knallerdalen eller i Smaavatn er der fisk. I det midtre Smaavatn er der baaret op fisk.
I flere af vandene paa Lifjeldet er der pen røyr, saaledes i Steinvatn, i Tindgrøvatn og i Kvangrøvatn.
Ved Midtre Smaavatn har der været en dam for at skaffe driftsvand til sagen ved Børaanes; den er rent forfaldt.
Smaavatn op paa fjeldet øst for gaarden Drage, nord for Lifjeldet, er tre, nedre, midtre og øvre, i høiderne 524, 533 og 539 m. o. h. Det midtre er 0.3 km.2 stort.
Vande i den opmaalte del af herredet omkring Lønsdalen er:
Straitesjavrre, 1 km.2 stort, 970 m. o. h., ligger nord for røs nr. 229.
Svangstjern, ved røs nr. 228, ligger 869 m. o. h. og er omtrent 0.5 km.2 stort. Disse vande ligger paa Lønsdalens østside.
Vest for dalen ligger Nordre Bjellaavatn med afløb til Ranenelven; det er hele 9.8 km.2 stort og ligger 705 m. o. h.
Kvitbergvatn, som har afløb gjennem Russaaen til Saltdalselven, ligger 451 m. o. h. og er 1.3 km.2 stort.
Gulitisjavrre, 2.1 km.2 stort, 752 m. o. h., har afløb mod øst til det på Fauske herreds grændse ligger Nennajavrre, 707 m. o. h., hvilket gjennem Beritselven har afløb til Kjeldvatn i Fauske, der hører til Vatnbygdens vasdrag.
Øvre Sølvvatn er 0.3 km.2 stort, 717 m. o. h., og Nedre Sølvvatn 0.2 km.2 stort, 679 m. o. h.; fra dette sidste gaar Sølvvaselven sydlig til Øvre Rosnivatn, 0.2 km.2 stort, 651 m. o. h., der atter har afløb til Nedre Rosnivatn, 645 m. o. h., hvilket er et stort vand, vistnok over 2 km.2 stort.
I den ikke oppmålte del af herredet ligger Viskisvatn med afløb til Lønselven.
Afløb til Junkerdalen har Solvaagvatn, ca. 850 m. o. h.
Vasbotnvatn har afløb gjennem Eveneselven.
Balvatn er et betydeligt vand paa grændsen mellem Saltdalen og Fauske herreder med afløb til Vatnbygdens vasdrag i Fauske gjennem Balvaselven. Egnen er ikke opmaalt, men Balvatn antages at være mindst 20 km.2 stort, maaske meget større.
Andre indsjøer i den del af Saltdalen herred, som er opmaalt, er:

Skjerstadfjorden og Saltdalsfjorden er tidligere omtalt (bind I,pag. 337).
Der er et par skjær; skjæret ved Tangodden og Halsskjæret kan ikke sees ved høivande. De er runde og har ved lavvand kun nogle faa kvadratmeter synlig overflade.
Udenfor Setsaa ligger Langsetskjæret og et par smaaskjær indenfor Langseth.
Ved Vik er endel udfjære.
God havn er der for mindre fartøier i Vikbugten.
Saltelven foraarsager strøm udover fjorden. Ud for elvens to udløb er der som regel strømskavl, naar det ikke er ganske stille; strømmen kan mærkes til udenfor Tangodden særlig ved faldende sjø.
Paa fjorden falder vinden ind eller ud fjorden; sidevind er sjelden. Udenfor kan man gjerne have nordenvind, «indfaldsvind», i Saltdalen søndenvind, «udfaldsvind», og paa Soksenviken østenvind. Særlig her kan vinden være stærk, naar den følger Knallerdalen nedover og saa kaster ret ud paa viken.
Af og til lægger en del at Soksenviken sig, men isen bliver aldrig liggende længe.
J o r d s m o n n e t   er oftest sand, paa enkelte steder ler, hvor elven ikke har skyllet op sin sand og aur.
Terrasselandet er det, som er beboet og dyrket. Lierne er bratte, og mange steder er der flaug, saa at kun enkelte dele af dalsiderne er slaatteland. Ude ved fjorden er lierne somme steder mindre bratte, eller der er forsænkninger, som ved Langset, Dverset og Øksengaard.
Langs Saltdalsfjordens østside er jordsmonnet mest sandjord, men dels lerjord. Ved Setsaa er mest lerjord, ved Langset sand og i Soksenvik og i Botn dels lerjord, dels sandjord.
Inde i Botn, ved udløbet af elven fra Botnvatn, er der flere gange gledet land ud; ved sidste udglidning for en menneskealder siden gik et større stykke land ud.
Opover selve Saltdalen er mest sandjord, ved Sundby og Drage tildels lerjord. Jorden er god, men flere steder vandsyg.
Paa vestsiden af Saltdalsfjorden er der dyrket land ved Dversetelvens udløb, ved Øksengaarden paa en strimmel langs kysten paa østsiden af tangen, samt paa begge sider af Vikelven. Der er jordsmonnet skjælsand, lerjord og myrjord.
Dalbunden i Junkerdalen bestaar af sand og grus med større og mindre stene og dækket af et tyndt og magert mulddække; hist og her er der myr. Dalbunden har, som berørt, vistnok oprindelig været en sjø, der senere er lagt tør, idet afløbet gjennem Junkerdalsuren efterhaanden skar sig dybere.

Til andre rodfrugter end poteter anvendtes 26 ar. Areal af have var 371 ar, hvoraf 35 ar anvendtes til kjøkkenhavevækster.
Der var 3 frugttræer i herredet. Der var 3 slaa- og meiemaskiner, 1 firehjulet og 1 tospændt arbeidsvogn og 262 tohjulede.
I Saltdalens hoveddalføre med sit sandede jordsmon lider græsvæksten saavel paa indmark som havnegang ofte af tørke. Af denne grund har korndyrkningen her fra gammel tid været vigtig. I sidedalførerne oppe i landet er jordsmonnet særlig skikket for græsvækst, og beitemarkerne er der af fortrinlig beskaffenhed.
Kornavlen er temmelig aarvis, skjønt udsat for frost. Der dyrkes byg og lidt havre.
Poteter giver som regel godt udbytte. Paa de mest høitliggende gaarde som Skar, Tveraamo og Baatskar dyrkes kun poteter, ikke korn.
I Saltdalen dyrkes byg op til 40 km. op fra fjordbunden, og hvis der ikke indtræffer frostnætter, avles godt korn.
I Junkerdalen, hvis høide over havet er 235 m., bliver bygget som regel ikke modent; det fryser. Nedenfor det for sine sjeldne planter bekjendte Baadfjeld og paa skraaningerne af dette er der potetagre, som bliver modne.
Agerbruget spiller i Junkerdalen ingen rolle. Hist og her er der i den egentlige dal samt ved Graddis nogle smaa agerlapper med byg eller sjelden rug, men det er oftest til grønfoder, da frost oftest hindrer kornets modning.
Paa grund af frosten ud paa eftersommeren lægges agrene ikke i selve dalbunden, men paa mere beskyttede steder paa sydskraaningen ved Baadfjeldets fod samt tildels i sidedalene.
I herredet er i senere aar lidt nyland opbrudt.
I Saltdalen er der paa mange steder smaa haver foran husene.
Særlig store strækninger skikket for dyrkning er der ikke, med undtagelse af det, som ligger i statens almenning.
I Saltdalen er der dyrkbar jord i Kvandalen; Evenesdalen ligger høit, men der er dyrkbar jord.
Dyrkbart land er der langs Vikelven opover indtil Breimoen, især paa vestsiden. Ved Sundby og Drage og flere steder paa vestsiden af elven kunde mere jord dyrkes, men neppe meget paa østsiden af elven.
I Soksenviken kan adskillig jord dyrkes, men det meste land langs østsiden af fjorden er optaget.

H a v n e g a n g e n e   er i det hele gode. Kreaturerne gaar i skogen eller paa fjeldet, mange steder 300 til 400 m. op og ned hver dag.
Et par steder har man før havt sætre, men de er nedlagt.Ved Grønlisætrene har endel af gaardene i Botn og Botnvatn sine buskaper. Her er kun fjøsbygninger, ikke beboelseshuse. Folk gaar op for at melke morgen og aften.
F j e l d b e i t e r n e   er gode og rigelige, særlig paa vestsiden af dalen, men ogsaa op for Saltnes og Os.
Gode fjeldbeiter er der paa begge sider af Dversetdalen, i forsænkningen nordvest for Øksengaard, paa sydskraaningen og syd-vestskraaningen af Vikfjeld og omkring Jarbruvatn og Knøvlaasvatn. Paa østsiden af fjorden ligger fjeldbeiterne vest for Ingeborgvatn, paa begge sider af elven, og i Grønlien.
U d s l a a t t e r   er der i lien nord for Dversetgaardene og ved Ingeborgvatn og flere steder.
Sommerhavn er der paa fjeldene omkring Junkerdalen, hvortil ogsaa dalens selveiere efter en proces med forstvæsenet er kjendt adgangsberettiget. Om aftenen drives kvæget i regelen sammen i indhegnede dele af hjemmejorden, trøer, der efterhaanden flyttes; marken bliver herved tilført hævd, men selvfølgelig ogsaa trampet haard.
Sæterdrift er ukjendt i Junkerdalen.

Kjørene er for det meste stedegne, øverst i bygden er lidt svenske kjør. Der er gode kjør, hvor beiterne er gode.
Der anvendes for unge okser, rene kalve anvendes til avlsdyr. Det er sjeldent at se en ordentlig voksen okse.
I Saltdalen er de bedst behandlede besætninger i de høiere liggende dalfører. Der er befolkningen hovedsagelig henvist til husdyrholdet som levevei, medens de lavere liggende dele af dalen har sit udviklede baadbyggeri som hovedindtægt og anser landbruget mere som en binæring. En saa stor industri som baadbyggeriet i Saltdalen optager meget af landmandens tid, saa landbruget ei kan ofres det arbeide som der, hvor hele familien har landbruget som eneste beskjæftigelse. Endvidere er der en stor forskjel paa beiterne i de høiere og lavere liggende dele af dette dalføre, hvilket øver betydelig indflydelse.
Kjørene i Junkerdalen er smaa, men haardføre og af en ret fordelagtig race.
I Junkerdalen er der ofte ustadigt veir udpaa eftersommeren under slaatten, saa høet tages ofte halvtørt. Det opbevares oftest i ganske smaa udlader med stærk gjennemtræk, saa det tørres noget senere. Kunstig eng er ukjendt. Gjødselen opbevares i fri luft uden beskyttelse mod nedbøren og spredes om høsten som overgjødning over slaattelandet. Engen bliver kun tarvelig og opfyldt af mos.
Hestene er af fjordracen; de er noksaa kvikke, men smaa.
Paa alle gaarde holdes sauer, som om sommeren gaar paa fjeldet; paa fjeldgaardene holdes ogsaa endel gjeter.
Bygden sælger kjød til Sulitelma og Bodø; ellers sælges noget smør og lidt ost.
Tamme ren holdtes før i stort antal, men nu kun af et par af opsidderne.
En enkelt svensk renflok paa ca. 1000 ren beiter om sommeren delvis over Storfjeldet, Akselskar, Vatnfjeldet og Henrikdalsheia. Her er der godt beite, men ikke længer nord, hvor fjeldet er goldt, næsten uden vegetation.
Tidligere har flere finner med ren havt tilhold paa fjeldene heromkring, baade svenske og norske.
Norske renfinner er der nu ikke længer her, de er blevne fastboende.

S k o g.   Der er meget skog i Saltdalen herred; den bestaar af furu, birk, asp, or, hæg, rogn og vidje. Furu og birk er skogdannende. Væksterligheden er god, men tætheden er gaaet tilbage.
I hoveddalføret er der store sammenhængende skogstrækninger, bestaaende dels af ublandet furu, dels furu med birk. Skog af furu og birk findes ogsaa i Junkerdalen. Der er furumoer opigjennem Saltdalen.
Skogen er mange steder haardt hugget. I almenningsskogen fik udfjæringen mod at løse tiendeseddel hos fogden tilladelse til at bruge skogen, og den blev da forhugget. Staten eier den største skog.
Den meste skog paa moerne opover selve Saltdalen er furuskog. Tildels er træerne store, men skogen er ikke overalt særlig væksterlig; ungskog mangler eller staar daarlig.
Mellem Bakkeeng og Høijordfald har forstvæsenet en planteskole med granplanter og furuplanter. Der er plantet furu, men ogsaa gran.
Næsten al furuskog i Saltdalen eies af staten, som sælger tømmer til bygdens folk ved auktion eller efter anbud.
Nu føres lidet tømmer ud af bygden, alt gaar med til baadbygningen.
Sagene ved Drage, Sundby, Børaanes og Saltnes er ikke stadig i drift.
Løvskogen er dels bygdealmenning, dels privat eiendom. Der er store træer, særlig paa aaserne mellem Saltdalen og Fjeldeng.
Der er temmelig meget birkeskog; gaarden Dverset sælger ved.
Bergulnes, Langnes og Junkerdalsgaardene har god skog, desuden Pothus, Evensgaard og Fiskvaag.
Ude ved fjorden er der mest birk; de bedste skogstrøg her er paa begge sider af Vikelven syd for Breimoen, Knøvlaasen, nord for Jarbruvatn, Dversetdalen, Møslakken, Godmoen, Rundhaugen, Storhaugen og flere steder. Nærmest kysten er spor af tidligere furuskog.
Der hugges noksaa meget favneved, som flødes om vaaren i bække og elve ned til Dverset og Vik, hvor den tørres og sælges til Bodø og øerne i Lofoten.
Langs fjorden er ogsaa endel furuskog, særlig ved Soksenvik og mellem Langset og Stormyren.
Skogforvalteren i Salten distrikt har til 1906 boet paa Storjord, 4 mil oppe i Saltdalen, men er nu flyttet til Bodø.
Ved forstvæsenets frøudklængningsanstalt paa Storjord sker opvarmningen ved hjælp af et rør, medens ovnen ligger udenfor.
I slutningen af 1820-aarene byggedes ifølge Sommerfelt næsten hvert aar en jagt, skjønt der klagedes over, at der i almenningsskogen var vanskeligt at finde saa stor ved. Ogsaa en skonnert skal være bygget paa Rognan. Noget egentligt jægtebrug, d. e. bergensfart paa egne jægter, dreves ifølge Sommerfelt ikke før i 1708.
Herredet leverer større salgslast, som forbruges i distriktet, samt endel smaatømmer. Som brændsel bruges kun ved.
Herredet sælger endel dæksbaade og mindre baade samt møbler og lidt tømmer, men der kjøbes noget indredningsmaterialer for dæksbaade.
Middelprisen i 1.905 pr. favn birkeved var 11 kr. Middelprisen i 1.905 pr. tylvt bygningstømmer var 50 kr., dimensionerne var 5 à 10 m.s længde, 15 à 20 cm. top og større dimensioner.
Der er endel snaumark skikket til skogkultur.
Foruden til baadbygning og hustømmer yder skogen materiale til de mange tjæretønder, som tjærebrændingen udkræver. Til brændsel bruges især birk, or og de større vidjearter. Birken leverer derhos næver, der gjennem hele Salten er en vigtig artikel, da den bruges til tagtækning under torven; ikke ganske lidet af denne vare afsættes paa Rognan til de mere træløse kyststrøg.
Tjærebrænding drives ikke nede i dalen; fururødder staar igjen mange steder opover mod fjeldet.
Der flødes lidt ved i elven til brug ved Rognan.
I Saltdalelvens bielv, Løneselven, er i femaaret 1896 - 1900 gjennemsnitlig aarlig flødet 356 tylvter tømmer; af smaalast kun endel gjærdevedregster.
Tømmerets gjennemsnitsdimensioner var for det store tømmers vedkommende 5 - 7 m.s længde og 15 - 20 cm. top og for smaalastens vedkommende 7 m.s længde og 8 - 10 cm. top.
Ved tømmerets fremdrift er i almindelighed sysselsat ca. 50 mand i tiden fra 1ste juni til 15de juli. Lændse er der ikke.

Der er forskjellige   m y r e r   i Saltdalen, men der er ingen torvmyrer, som benyttes, da der er nok birkeved.
Myr er der paa vestsiden af fjorden nord for Dversetvatn og sydøst for Storhaugen, paa skraaningerne af aaserne og langs bækkeleierne. De to første myrer er farbare næsten i alle retninger. Tørre, smaa skogholt ligger som øer omkring paa disse myrer. Flere steder vilde myrerne kunne anvendes til slaatteland, men veien er besværlig.
Paa østsiden af fjorden er mindre myrer. De er ofte bevokset med græs, som slaaes syd for Loppenvatn.
Stormyren ved Setsaa er tildels noksaa blød, men som regel farbar.
M u l t e m y r e r   er der omkring Grønlivatn og sydvest for Loppenvatn. Fra Botnvatngaardene og Soksenvik sælges endel multer.
Gode multemyrer er der paa sydskraaningen og vestskraaningen af Vikfjeld samt sydøst for Krokvatn.

J a g t.   Bjørnen er ikke paa langt nær saa hyppig som før; den har af og til besøgt fjeldene paa østsiden af fjorden og holder til paa overgangen mellem Saltdalen og Mo.
I flaagene over Storalmenningen fangede man bjørn i en vippesnare, der blev fæstet i et træ, og hvori bjørnen, under sine bestræbelser for at komme løs, blev trukket udover fjeldet og blev hængende. Paa denne maade fangede man flere bjørne. Engang, fortælles der, havde snaren taget om maven paa bjørnen. Denne skreg stygt og ramlede udfor flaaget, men kom sig op igjen og strøg tilskogs. Almenningskarerne, som netop skulde nedover til Rognan med baad, fulgte sporet og fandt den igjen paa Vasbotnfjeld liggende død, næsten afslidt over maven.
Bjørn var før meget talrig i Junkerdalen. For en menneskealder siden blev paa engang seet 13 bjørne i Skaitidalen. Nu er den sjelden.
Ulven var efter 1875 ikke seet i selve dalen, men i de sidste aar har den om vinteren ødelagt ren for finnerne paa fjeldene. Den kommer nu en sjelden gang til Saltdalen.
I præsten Kiønigs tid var ulven saa nærgaaende, at den kom i selve præstegaarden, hvor præsten mangen gang maatte jage den nedfor trapperne med sit pibeskaft.
Ræven er talrig; desuden er der maar og oter, og jerv forekommer.
Sæl gaar op i Saltelven. Ved Russaanes er det øverste sted, hvor sæl er skudt i Saltdalselven. Den gaar efter laksen temmelig høit op i alle nordlandselve, og her altsaa hele 2½ mil fra sjøen.
Elgen var i gamle dage ikke sjelden i Saltdalen. Der er nu tegn til, at elgen atter indfinder sig. Høsten 1886 saaes spor af en elg i Viskisdalen, kommet over fjeldet fra Arjepluog.
Efter traditionen blev den sidste hjort i Saltdalen seet paa Drage. Det har vel været mellem 1836 - 40; det var paa vintertiden, og den havde en liden nyfødt kalv med.
I ældre tider var det ikke saa sjelden at træffe hjort i Saltdalen, ligesom bæveren efter de gamles udsagn før i tiden fandtes over hele Nordland.
Ved Daumandsberget ved Junkerdalsgaardene er dræbt den sidste bæver i disse egne af en fin, som druknede i den straks ovenfor liggende Bæverfoss.
Lemæn og mus gjør ofte stor skade, lemænen kun i «lemænaar».
Harebestanden er god.
Ørn sees nu og da; høg og musvaag ofte, især den sidste er talrig.
Tiur og aarfugl holder sig i strøget mellem Tveraamo og Saltdalen, aarfuglen baade i løvskogen og i furuskogen.
Der er baade dalrype og fjeldrype. I Saltdalen kommer der aarlig i handelen omkring 5.000 ryper, men af disse er nogle fra de svenske grændseegne.
I Junkerdalen er jagten en ikke uvigtig næring, især i sidedalene i Junkerdalen. Om vinteren fanges paa de omliggende fjelde en mængde ryper, der opkjøbes af handelsmændene paa Rognan.
Jagten om vaaren efter aarfugl er ikke ubetydelig.
Ænder og lom træffes i mange smaavande og i selve Saltelven.
Der er en jagthytte ved Dversetelven.

B e r g v æ r k s d r i f t.   Baldoaive kobberfelt paa gaarden Soksenvikens udmark i Saltdalen ligger omtrent halvveis mellem Botnvatn og Balvatn og antagelig paa samme horisont som det malmbelte, der strækker sig fra syd for Nennavatn henimod Balvatn, og tilhører Sulitelma grubefelt paa sydsiden af Langvatn.
Baldoaive malmfelt omfatter Staalhaugens, Ingeborgs og Stordalens kobberforekomster, foruden forekomster paa det egentlige Baldoaivefjeld. Det er kobberkis med magnetkis, lidt zinkblende og sparsomt svovlkis.
Malmfeltet strækker sig over Akselskar, fortsætter paa sydsiden af Knallerdalen over Storfjeldet og videre sydover.
Ved Baldoaive er en 40 m. lang forekomst.
Det andet skjærp, ved høidetal 990, er ikke langt drevet.
Kobberkis forekommer i fjeldet nord og vest for Ingeborgvatn og Staalhaugen. Der angives at være to gange, begge med retning nordøst til sydvest, nemlig «Ingeborggangen», der gaar ud i nærheden af varden, 559 m. o. h., vestligst paa Nedre Hestgjærdfjeld; der er drevet ind to stoller nord for Ingeborgvatn. Man finder igjen malm paa østsiden af Storforsdalsvatn.
Den anden gang, «Staalhauggangen», begynder lidt syd for stollen i Staalhaugen og skal gaa over høieste ryg mellem Staalhaugen og Tjorris.
1 1898 begyndtes her en prøvedrift, og der byggedes to barakker ved Ingeborgvatn og en ved Staalhaugen. Der arbeidedes i to aar. Malmen blev for det meste baaret ned til Ingeborgfossen, hvorfra den transporteredes ned til Botnvatn. Samtidig arbeidedes der ved Baldoaive.
Molybdænglands har været gjenstand for drift i Tjærdalskampen i Saltdalen. I glimmerskifer med fald mod vest optræder dels paa gange og striber med kvarts, dels i selve skiferen molybdænglands i større og mindre nyrer, undertiden ren, ofte forurenset med kobberkis. For at udvinde den mere fint fordelte malm, indrettedes et mindre vaskeværk. I strøgretningen er malmen iagttaget i en ikke ubetydelig længde, men dens optræden er lunefuld.
Der var to gruber, hvoraf den ene var 35 m. dyb, med en længde af 8 - 12 m. Den anden, 400 m. vestligere, var 8 m. dyb og 6 m. lang.
Der var indtil 3 cm. malm i en kvartsgang, 10 til 50 cm. bred, strygende parallel den omgivende brune glimmerskifer. Kvartsgangen gik lidt efter lidt over til en kalkspatgang med samme indhold af molybdænglands.
Af molybdænglands blev i 1885 drevet frem omtrent 7 tons til en værdi af 14.000 kr.
Kobberforekomsten ved Os i Saltdalen fører kobberkis stærkt blandet med magnetkis i en gang, parallelt med lagene i hornblende- og glimmerskifer med steilt fald mod øst. Mægtigheden var paa et sted 0.25 til 0.80 m. Vakre stuffer af kobbermalm er komne herfra.
Der begyndtes i 1882 en drift her, men arbeidet blev ikke fortsat.
Rauflaugets kobberforekomster ligger ved Vasbotnvatn i Saltdalen; de fører indsprængt kobbermalm.
Kobberkis angives fundet nær Dverset.
Ved Setsaa er brudt graahvid kalkspatmarmor; lagtykkelsen af marmoren ved Setsaa er stor, i enkelte lag optræder en del glimmer. I den nordre del af Saltdalen er der glimmerskifer med kalksten og marmor.
Ved Soksenvik, et par km. fra Rognan, forekommer grovkornet, graasort marmor, som poleret tager sig ud næsten som sort marmor; leiet kan følges over 1 km.s længde, med en mægtighed op til 50 - 100 m. Marmoren er opblandet med kulholdig substans og lugter stærkt ved slag. Lidt udenfor Soksenvik begynder de mægtige kalksten- og marmorlag, som fortsætter ud mod Setsaa og Kvænflauget og herfra videre til Nedrevatn.
I Saltdalen er marmor ved Nestby; nogle faa km. sydvest for gaarden Mebø optræder et leie af rød Leivset-lignende plademarmor.
Paa talrige steder i Saltdalen findes marmor, ved Os, Saltnes, Hals, Langset, som ved Setsaa, Pothus og Evensgaard.
Ved Vik og Dverset er mindre marmorbrud.
Kvatsteinheien syd for Jarbrufjeld har navn efter brynesten, som er brudt der før; brynestenene var ikke gode. Der har været et gammelt kværnstensbrud i Setsaamarken.
I en granatførende, sølvhvid talkskifer mellem Russaanes og Nordnes i Saltdalen forekommer staurolitkrystaller.

F i s k e r i.   Hjemmefisket er kun til husbrug; der kan tildels fiskes lidt lodde, som benyttes til agn. De redskaber, som bruges, er liner; der benyttes smaabaade dels af nordlandstypen og dels af de saakaldte spidsbaade.
Fjorden er ikke rig paa fisk. Undertiden fiskes dog adskillig hyse og torsk. I gamle dage skal der paa den indre Saltenfjord have gaaet for sig et stort og forskjelligartet fiskeri, og der berettes, at mange baade søgte til udenfor Evenset. Der fiskes ræker i den indre del af Saltenfjorden paa 60-70 favne; der faaes 10-20 l. i et kast, fra nogle faa og op til 50 l. Ræken gyder her i marts, er udgydt i april. Der er ikke afsætning for mere end 60-70 l. om ugen. Før drev man laksefiske i Vikbugten med noget udbytte.
Der er nu faa, som reiser til Lofoten for at fiske; det hele er 6 baade. Tidligere drog alle fra 16 aars - alderen til 50-60 aars-alderen til Lofoten. De havde sine nøst og sine boder til opbevaring af redskaber og baade paa Rognan. Ikke faa af bygdens unge mænd drager, naar alt andet slaar feil, til Sulitelma, hvor der er arbeide at faa i gruberne.
Om vinteren kjøbes fersk fisk i Lofoten, som fragtes til Rognan og sælges der.
Ved Saltelvens udløb staar lodden om vaaren i stimer under isen; her er flyndre og aal; den sidste gaar en hel mil opigjennem elven, hvor den undertiden fanges, men den kastes, da den ansees for en skadelig orm, der ikke bør anvendes til menneskeføde.
Lidt laks fiskes i fjorden. Fisket i vandene og i Saltelven er af liden betydning og drives mere for afveksling end for vindings skyld.

H u s f l i d   og   i n d u s t r i.   I Saltdalen væves og spindes ikke saa lidet. Der sælges til udenbygdsboende møbler, indredningsgjenstande (døre og vinduer), kjærrer og forskjelligt andet. Der er et industrilotteri, hvor der afhændes kjælker, ski og forskjelligt snedkerarbeide.
Der er flere sagbrug: Russaaens sagbrug og snedkerifabrik faar kraft fra Russaa. Her forarbeides møbler, vogne, træremskiver m. m. Fabriken begyndte 1887.
Der er dampsage ved Drage, Sundby og Saltnes. Der er en tøndefabrik i Soksenvik, som drives ved vandkraft.
Baadbyggeri er vigtigt i Saltdalen. Saltdalsbaadene er anseet i Nordland og Finmarken. Baade af alle størrelser bygges, fra klinkede eller kravelbyggede, sjøgaaende skøiter, til kjekser eller joller; og baadene finder let afsætning. I de sidste aar er der vistnok bygget 2 - 300 baade aarlig i Saltdalen. Opover bygden og udover langs fjorden sees ved hver grænd en storbaad under arbeide. I 1900 havde 120 mand i ca. 20 arbeidsuger pr. mand bygget 413 baade, sneiseils dæksbaade til havfiske, dorryer og spidsbaade, listerbaade, nordlandsbaade og joller, til en værdi af 38.300 kr., hvoraf arbeidspenge omtrent 15.800 kr.

Saltdalen havde i   1905   8   l a n d h a n d l e r e.   De vigtigste handelssteder er Rognan, hvor 6 handelsmænd er stationeret, Drageid og Russaanes.
Der er ingen ølret.
Saltdalens forbrugsforeningen ophørte i 1899.
Saltdalen bank havde 1ste januar 1906 en forvaltningskapital af 68.000 kr.
      I Junkerdalen indbragte varetransport om vinteren til de Svenske grændsedistrikter ikke lidet, men den er nu stærkt aftaget.

D a m p s k i b s a n l ø b s s t e d   er Rognan.

P o s t s t a t i o n   er der paa Rognan.
Der er   t e l e g r a f -   og   r i g s t e l e f o n s t a t i o n   paa Rognan,   r i g s t e l e f o s t a t i o n e r   paa Drageid, Russaanes, Setsaa, Storalmenningen og Sundby.

B e b y g n i n g.   Herredet har sin væsentlige bebygning enten ved fjorden eller i hoveddalen. Af sidedalene er Junkerdalen bebygget, Lønsdalen ubebygget.
I den sidste tid er gaardene udskiftede og husene flyttet. Dalen mister derved meget af sit eiendommelige præg; gaardene laa før samlede i landsbylignende klynger, men nu er de spredt.
Udhusene er byggede som bindingsværk. Foruden fjøs og stald er der gjerne flere smaa, nøstlignende udhuse til forskjelligt brug.
Paa fjeldgaardene, som Skar og Tveraamo, er kun birk brugt til bygningstømmer, og da ikke godt flere stokke skjødes sammen i en væg, faar man paa den maade bare smaahuse. Paa hver gaard kan der paa denne maade blive 10 til 12 smaahuse.
Husansamlinger i Saltdalen i 1900 var Rognan med 38 beboede huse med 289 hjemmehørende indvaanere.
Navnet Rognan kan komme af raun, som oprindelig betyder nøgen fjeldgrund, og det er maaske muligt, at det nærliggende nøgne flaag, Fiskvaagflaaget, har givet stedet navn. Rognan bruges ellers ofte om nøgne holmer og skjær. Muligt er det og, at navnet kan komme af raun, som betyder rogn, rognetræ.
Rognan er en samling dels af beboelseshuse, dels af nøst og boder; hele Saltdalen har sine baade og sit sjøbrug her. Der er to trange gader og flere smug; til sine tider er her meget sølet.
Her er postaabneri, dampskibsanløb med brygge, telegrafstation og rigstelefonstation. Dampskibene lægger til ved den østligste af de tre kaier ved Rognan. Paa Rognan er Saltdalen bank.
Folk i de forskjelligste livsstillinger har taget bopæl her: handelsmænd, haandværkere, arbeidere, fiskere, bestillings- og embedsfolk. Saltdalen er opland for den lille by. Hver lørdag er der et slags marked paa Rognan, idet folk fra hele Saltdalen strømmer ned til stedet dels med varer, som de vil sælge, og dels for at kjøbe noget med sig hjem igjen. De afgjør forretninger og gaar ellers og driver og fortærer store mængder kaffe, naar de ikke kan faa øl eller brændevin.
Allerede i ældre tid har der været talrige boder paa Rognan, Skanke skriver saaledes omkring 1725: "Ellers staar der i Rognen Søboder eller Nøster i hundrede Tal, hvilke hører Saltdalens Almue til, hvilke bor paa begge Sider af Saltdals Elven. Gaard hos Gaard nogle og tredsindstyve i Tallet, halvtredie Mile op igjennem Dalen indtil Ulfs Fjeldet, hvor den sidste Saltdalens Gaard ligger, 3 Mile fra Kirken." Lørdagen er som en fridag i Saltdalen, og folk bruger udtrykket "rognanklædt" for søndagsklædt. Folk oppe fra dalen ligger over i sine boder til søndag, ofte endog til mandag.
Paa Rognan er kommunelokale og et arbeidersamfund.
Siden der blev eksercerplads, har Rognan gaaet frem.
Skansen eksercerplads nær Rognan har været benyttet siden indførelsen af værnepligten i Tromsø stift i 1898. Her eksercerede først et, nu to smaa kompanier, Saltens og Lofotens kredskompanier, lste og 2det kompani af bataljonen eksercerer nu i Mosjøen.
Skansen har navn efter en gammel skanse, som har ligget her fra Preben von Ahnens tid.
Eksercerpladsen har en vakker beliggenhed med teltleir inde i furuskogen. Det er en lidet heldig eksercerplads, da der er mangel paa manøverterræn, og der er lang vei til skydepladsen.
Skjerstad med Saltdalen havde i 1589 kun 150 bønder og 15 husmænd.
Ifølge Sommerfelts overslag havde Saltdalen i 1730   373 indbyggere, i 1805   962, i 1818   911 og i 1823   1.049. I 1900 var der 3.164 indbyggere.
I 1897 var Junkerdalens befolkning ialt 107 individer, deraf 82 i den egentlige Junkerdal og resten i Tjøris, Skaiti og Graddis. Hovedmassen er her nordmænd, hvoraf et par personer er indflyttet fra Solør og Valdres, men der er adskillige indvandrede svensker samt nogle af hel eller blandet finsk herkomst. Sproget er noksaa opblandet med ikke-norske ord og vendinger.
I Saltdalen var der i 1900 efter tælling kun 33 finner og 6 kvæner.
I 1725 meddelte von Westen, at i Saltdalen var 17 finnefamilier eller 68 sjæle omvendt fra hedenskabet til kristendommen, og i 1726 forordnedes missionæren Kildal at tage fast bolig i Saltdalen.
Fjeldfinnerne pleiede efter Sommerfelt omkring 1824 at komme ned i bygden i Saltdalen for at sælge rensdyr, ost, skind og tetlinger eller skindet paa fødderne paa renen, som bruges til finsko; de fik igjen brændevin, vadmel og mel. "Det første," skriver Sommerfelt, "er deres sande livsensvand, og hovedhandelen sker da ogsaa deri, men kun sjelden medbringes noget deraf hjem, da de ei er herrer over sig selv til saa længe at kunne opsætte den herlige nydelse." Hvad drukne finner kan taale, er utroligt. Der fortælles om en finkjærring, som kom fra handelsstedet med julebrændevin; hun stupte ved veikanten og sov rusen ud der, indtil man om morgenen fandt hende og hendes fjorten dage gamle spædbarn oversneede, men lige friske.
I ældre tider var Junkerdalen besøgt af fjeldfinner. I dalens nedre del ved Solvaagli er en finnebegravelse fra denne tid; ligeledes findes i uren under Baadfjeldsakslen en hule, hvori er ildsted, tørrestænger og andre finske efterladenskaber. Ogsaa i senere tid har der stadig om sommeren ligget finner fra de svenske grændsedistrikter i dalens omgivelser; indtil for faa aar siden fandtes i de østlige fjelde en af de karakteristiske finneboder, opsat paa høie stolper for at beskytte madvarerne mod jerven. I de senere aar synes finnerne dog mere at trække hen til andre steder.
Saltdalens nedre del har sandsynligvis allerede i en fjern fortid været bebygget af nordmænd. I de øvre dele af bygden er efter sagnet de fleste gaarde optagne af svenske finner.
Efter Paul Resens reise i 1706 kom anordning om opbyggelse af kirker eller skoler til finnernes kristendomsundervisning. Det heder, at "udi Saltens Fogderi øverst ved Fjeldryggen ovenfor Saltdalen i en Skov kaldet Saltverring - Skov kunde ogsaa en ordineret Person beskikkes". I 1718 var virkelig en skolemester indsat i Saltdalen og kateketer i Vefsens og Ranens fjelde. I 1722 kom von Westen ledsaget af Kildal fra Folden til Saltdalen. Foruden 20 familer boende østenom fjeldet, var der da 250 finner i Saltdalen.
Von Westen foranstaltede en skole opbyg, et paa Drageid for Saltdalens finner. Hvorvidt denne skole paa Drageid nogensinde er traadt i virksomhed, vides ikke.
Nu er det sjelden at se en fin i Saltdalen. Udarmede finnefamilier kan endnu føre en kummerlig tilværelse i sidedalene, og en og anden svensk flytfin kan streife om paa fjeldene.
Saltdalen har tidligere huset ikke saa faa finner, om end deres antal aldrig har været saa stort som i flere af de tilgrændsende distrikter. I 1594 nævnes saaledes hverken Skjerstad eller Saltdalen som finnebygder, medens det heder, at "finnefjorde" i Saltens len er seks, nemlig Beieren, Folden, Røtingen, Tysfjord, Eidsfjord og Ofoten.
Medens Thomas von Westen i 1720 anslog deres antal til 250, var der paa Sommerfelts tid eller begyndelsen af det 19de aarhundrede neppe over 68.
Paa Sundby dreves tuskhandel med finnerne, skindvarer mod kramvarer og brændevin. Finnerne kom om sommeren med kløvrener, om vinteren i pulk.

Saltdalen herreds   m a t r i k u l s k y l d   er 443.40 mark.
Herredet har ifølge den trykte matrikulfortegnelse 48 gaardsnummere, hvilke efter herredets nuværende matrikulskyld havde en gjennemsnitsskyld af 9.24 mark.
Ifølge den officielle statistik for 1900 var herredets 48 gaardsnummere delt i 304 særskilt skyldsatte brug, hvilke igjen efter opgaverne ved folketællingen 1900 var samlet i 278 selvstændig beboede brug, hvis gjennemsnitlige størrelse efter deres matrikulskyld var 1.58 mark. Den officielle statistik har desuden efter folketællingsopgaverne 241 ikke særskilt skyldsatte jordbrug og jordlodder, saaledes ialt 519 selvstændige brug med en samlet matrikulskyld af 440 mark.
Gjennemsnitsværdien af skyldmarken var efter den officielle statistiks beregninger for Saltdalen thinglag: I 1893 - 1897   1.233 kr., i 1895 - 1899   1.243 kr., i 1897 - 1901   1.299 kr., i 1899 - 1904   1.312 kr.
Efter den officielle statistiks inddeling af de selvstændig beboede brug havde i Saltdalen herred i 1900   36 brug en matrikulskyld indtil 0.20 mark, 19 fra 0.21 til 0.50 mark, 36 fra 0.51 til 1.00 mark, 165 fra 1.01 til 3.00 mark, 19 fra 3.01 til 5.00 mark, 2 mellem 5.01 og 10.00 mark og 1 mellem 10.00 og 20.00 mark. Tilsammen 278 brug.
Alle opgaver over udsæd og husdyrhold samt redskaber m. m. er fra opgaverne ved folketællingen i 1900.
Saltdalen præstegaard, Fiskvaag, af skyld 13.76 mark, har ikke været gjenstand for reduktion efter lov af 19de juni 1882. Hovedbrugets indmark er opgivet til ca. 20 ha., skogen (udmarken) til 700 ha., hvoraf 400 ha. barskog (furu), 200 ha. løvskog (birk samt lidt asp, or, hæg og rogn) og 100 ha. uproduktivt. Skogen har foruden det fornødne til gaardens behov afgivet adskilligt til salg.
Efter opgave fra sognepræsten i 1891 havde hovedbruget følgende besætning: 1 hest, 10 kjør, 10 à 20 faar, 5 gjeter og 2 svin, samt gjennemsnitlig avling: 146 hl. poteter, 25 hl. byg og ca. 1000 vog hø.
7 husmandspladse med samlet indmarksareal 6 ha. havde en besætning af 10 kjør, 20 faar og 3 gjeter samt gjennemsnitlig avling 175 tdr. poteter og 16 tdr. byg.
Præstegaarden, gaards-nr. 42, med 7 husmandspladse, havde tilsammen udsæd i 1900: 9 hl. byg, 7 hl. havre, 1 hl. havre til grønfoder og 59 hl. poteter. Husdyrhold: 1 hest, 17 kjør, 1 okse, 5 ungfæ, 2 kalve, 28 faar, 1 svin og 56 høns. Der var 2 arbeidskjærrer og 1 slaa- og meiemaskine. Efter hovedlisten over folketallet i 1900 havde gaards-nr. 42 ialt 14 bosteder og en hjemmehørende folkemængde af ialt 114 personer.
Paa præstegaarden Fiskvaag er født i 1809 Ludvig Kristensen Daa, historiker, publicist og forfatter. Han blev i 1842 og 1845 valgt som storthingsrepræsentant for Akershus amt. I 1848 blev han valgt som repræsentant for Søndre Bergenhus amt, men afvistes, da han ikke var bosat i amtet. I 1854 var han repræsentant for Kristiania. Han blev lektor i historie ved universitetet i 1862 og professor i 1866 og døde i 1877. Han var odelstingspræsident i 1845, og det skyldes hans virksomhed, at sagførselen blev fri her i landet. Tidligere var sagførerne kongelig udnævnte prokuratorer. Han var udgiver af bladet "Granskeren" i 1840, medlem af redaktionen af "Christianiaposten" i 1848, og han udgav ved siden heraf ugebladet "Den norske Tilskuer". Senere, i aarene 1872-76, udgav han tidsskriftet "Tidstavler". Som historiker bekjæmpede han den Keyser-Munchske indvandringstheori. Han er grundlægger af universitetets ethnografiske samling. Fiskvaag, gaards-nr. 43, er efter matrikulfortegnelsen af 1891 4 særskilt skyldsatte brug. Efter opgaverne ved folketællingen i 1900 er Fiskvaag delt i 28 særskilt skyldsatte brug, hvoraf Aasæd, brugs-nr. 17, er det største og har en matrikulskyld af 5.55 mark; herunder hører 18 husmandspladse med jord, 2 andre husmandspladse samt 6 hustomter. Endel af pladsene gaar ind under husansamlingen Rognan. Aasæd havde i 1900 i udsæd: 2.5 hl. byg, 2.5 hl. havre til grønfoder og 12 hl. poteter, samt 5 kg. græsfrø. Husdyrhold: 1 hest, 2 storfæ, 1 faar og 10 høns. Der var 1 arbeidskjærre.
Dverset, udtales Værset, gammelt navn Dvergssetr eller Dvergasetr af dvergr, dverg, gaards-nr. 47, brugs-nr. 2, af skyld 5.53 mark, har 3 husmandspladse. Efter 5 personlister var dusæden i 1900: 9.20 hl. byg, 0.20 hl. havre, 0.70 hl. havre til grøn foder og 25.70 hl. poteter. Husdyrhold: 2 heste, 15 storfæ, 2 ungfæ, 6 kalve, 45 faar, 15 gjeter og 17 høns. Der var 2 arbeidskjærrer.
Dverset, gaards-nr. 47, brugs-nr. 1, af skyld 5.53 mark, er efter opgaverne ved folketællingen delt i 2 brug, Elvebakken, 2.77 mark, og Sjøbakken, 2.61 mark. Efter 2 personlister var udsæden i 1900: 6.20 hl. byg, 0.20 hl. havre til grønfoder og 12.50 hl. poteter. Husdyrhold: 2 heste, 15 storfæ, 23 faar, 12 gjeter, 1 svin og 12 høns. Der var 2 arbeidskjærrer.
Matrikulskyld mellem 3 og 5 mark har følgende gaarde: Langset er vel at aflede af sætr, sæter, og at forstaa om en langt fra gaarden liggende sæter gaards-nr. 3, brugs-nr. 7, af skyld 3.73 mark, har 11/2 husmandsplads med afgift til hovedbruget.
Soksenvik, gammelt navn Soqxnuvik, af et elvenavn Saxna, Gaards-nr. 5, brugs-nr. 1, har en skyld af 4.01 mark. Navnet skrives almindelig Saksenvik. At gaarden har navn efter en tysker, en mand fra Saksen, som nedsatte sig her, er ikke rigtig; thi allerede Aslak Bolt nævner gaarden (1430 - 40).
Botn, gammelt navn Botn, om enden af en fjord eller indsjø og en ved en saadan liggende gaard, gaards-nr. 6, brugs-nr. 1, af skyld 3.80 mark, har 1/2 husmandsplads.
Saltnes, gammelt navn Salptarnes, af et elvenavn Salpt eller Solpt, gaards-nr. 8, var efter den trykte matrikulfortegnelse et brug af skyld 9.75 mark. Efter opgaverne ved folketællingen i 1900 er Saltnes delt i 11 særskilt skyldsatte brug, af hvilke brugs-nr. 1, Saltnes, har en matrikulskyld af 3.80 mark, med 1 husmandsplads.
Mebø, gammelt navn Midbær, den midterste gaard eller den midterste gaard Bø, gaards-nr. 11, brugs-nr. 2, 8 og 10, hvert brug med en matrikulskyld af 4.74 mark.
Langvad, gammelt navn Langavad, af vad, vadested, maa betegne det samme som det hyppigere Breidavad, et vadested, hvor elven er bred, og hvor det derfor er langt at vade; gaards-nr. 14 er delt i 2 brug, hvert brug af skyld 3.32 mark, med 1 husmandsplads.
Drageid skrives almindelig Drageide og udtales Dragi; gaardsnr. 16, brugs-nr. 1. Drageid, nedre, har en matrikulskyld af 3.18 mark. Det gamle navn er Drageid, af drag, dragning, og eid, som ikke alene bruges om et eid i almindelig betydning, men ogsaa om en strækning, hvor man er nødt til at forlade vandveien og tage over land, f. eks. paa grund af fosser. Ogsaa her maa navnet være begrundet i fosser i elven, ved hvilken gaarden ligger. Det heder, at i gamle dage gik elven helt op under bakken, saa hele Drageidjorden stod under vand. Naar der var hugget tømmer i Vensmoen, drog man stokkene ned gjennem de dybe dalgange eller hulveie, som de derfor kaldte Øvre og Nedre Drægene.
Drageid, øvre, gaards-nr. 17, brugs-nr. 7, har en matrikulskyld af 3.18 mark.
Pothus, gammelt navn Pottr, der forekommer som mandstilnavn, gaards-nr. 21, brugs-nr. 1, har en matrikulskyld af 3.34 mark. med 1 husmandsplads.
Evensgaard, af mandsnavnet Øivindr, brugs-nr. 4 af gaards-nr. 22, har en matrikulskyld af 4.65 mark. Storsletten, brugs-nr. 2 af gaards-nr. 31, Russaanes, udtales Russanes, har en matrikulskyld af 1.45 mark og er med brugsnr. 3 af Bleiknes, af skyld 1.56 mark, gjort til et brug af skyld 3.01 mark med Bleiknes som underbrug. Bergulnes, 1ste led kan være Bergul, bergugle; gaards-nr. 38 har en matrikulskyld af 2.49 mark og er med brugs-nr. 1 af gaards-nr. 37, Trætnes, af skyld 1.24 mark, som underbrug et brug af en samlet matrikulskyld af 3.73 mark.
Junkerdal, søndre, vistnok egentlig Jonkesdal, af finnenavnet Jonkes (Jonas), er ogsaa navn paa et dalføre, som gjennemstrømmes af en af Saltelvens kildeelve, Junkerelven; gaards-nr. 40, brugs-nr. 1, af skyld 3.87 mark, har 2 brugere. Udsæden var i 1900 5.60 hl. poteter. Husdyrhold: 2 heste, 9 storfæ, 16 faar og 13 høns. Der var 2 arbeidskjærrer.
Vik, gammelt navn Vik, vik, ligger ved en vik i fjorden; gaards-nr. 45 har en samlet matrikulskyld af 24.86 mark, fordelt paa flere brug.
Brugs-nr. 1, Vik, af skyld 3.06 mark. Udsæden var i 1900: 2.50 hl. byg og 10.50 hl. poteter. Husdyrhold: 1 hest, 10 storfæ, 14 faar, 5 gjeter og 12 høns. Der var 2 arbeidskjærrer. Brugs-nr. 5, Vik, af skyld 3.96 mark. Udsæden var i 1900: 2.50 hl. byg og 10 hl. poteter. Husdyrhold: 2 heste, 12 storfæ, 19 faar, 8 gjeter og 9 høns. Der var 2 arbeidskjærrer.
Brugs-nr. 6, Vik, af skyld 4.14 mark, med en halv husmandsplads. Udsæden var i 1900: 3 hl. byg, 0.50 hl. havre til grønfoder og 10 hl. poteter. Husdyrhold: 2 heste, 10 storfæ, 12 faar, 6 gjeter og 10 høns. Der var 1 arbeidskjærre.

G a m l e   g a a r d n a v n e   i Saltdalen herred:

Setsaa, gammelt navn Setsá, er egentlig elvenavn. Navnet kunde være dannet af setr eller sætr, mulig kanske ogsaa af det set, man har i setberg, et bjerg, der udmærker sig ved sænkninger eller fordybninger. Setsaa er vistnok en af de ældste gaarde i dalen. Den hørte efter Aslak Bolts jordebog af 1430 til erkebispestolen i Trondhjem, der ogsaa havde andel i kværnbruget sammesteds. Et kværnstensbrud, som ligger i Setsaamarken, et godt stykke op fra fjorden, siges i fortiden at have forsynet størstedelen af Nordland med kværnstene. Stenen herfra er ikke saa god som den fra Selbu. Paa Setsaa stod ifølge traditionen det første hus, der i Saltdalen blev forsynet med glasruder, tidligere brugtes "kveitsjaa" eller mavehinden paa kveiten, der renset og udspilet foran vinduet tillod lyset at falde ind gjennem dette.
Botnvatn ligger ved et vand i en ved Botn udmundende dal. Os, gammelt navn Óss, os, munding. Gaarden ligger nær en tverelvs udløb i hovedelven.
Nestby, gammelt navn Neztibær, den nederste gaard eller mulig: den nederste gaard Bø.
Sundby, gammelt navn Sunnbær, den sydlige gaard eller den sydligste gaard Bø. Sundby var tidligere Saltdalens betydeligste gaard. Her holdtes thing, og her var den første gaard, hvor der dyrkedes poteter i dalen, og her var den første vandsag, i Børaaen, der hvor nu forstvæsenets sagbrug ligger. Sundby var og en af de første gaarde, der udskiftedes i Saltdalen.
Brenne, gammelt navn Brenna, brænding, i stedsnavne om jord, som er ryddet ved brænding.
Vasbotn ligger ved den øvre ende af et vand.
Bleiknes. 1ste led, som er adjektivet bleikr, kan sigte til farven af berg eller sten paa neset.
Lerjordfald betyder lerskred, lerras.
Trætnes, af Þræta, trætte.
Skaitidalen kommer vel af finsk Skaide, tange mellem to elve. Fiskvaag, gammelt navn Fiskivágar, af fiski, fiskeri, fiske, og vágr, vaag, betegner altsaa en vaag, hvor der pleier at falde fisk.
Hals, gammelt navn Hals, hals.
Skipmandvikfjeld, af oldnorsk skipmaðr, sjøfarende, sjømand.

O l d f u n d.   Fra stenalderen er i Saltdalen herred et fund ved Soksenvik, en spydspids af sort skifer.
Ved Langset og Soksenvik er der gravhauge.
Paa fjeldvidden under Ølfjeld paa sydsiden af Bjellaavatn ligger en grusbakke eller moræne med en gammel ringmur opført af finner. Den er dannet af store og runde, løst sammenføiede stene, 1 meter høi og 4 à 5 meter i tversnit. Finner pleier endnu at opslaa sine telte der og dvæle ved sine forfædres gamle offersted.
Sydlig i Lønsdalen, næsten paa vanskjellet mod Ranen, er der tre store, underlig formede stene, omtrent af form som finnetelter, som skal have været gjenstand for finnernes gudsdyrkelse.
Straks østenom rigsgrændsen ved en liden fjeldsjø, som finnerne kalder Godli (d. e. fiskløs), er en stor, næsten mandshøi sten, der skal være benyttet til alter af Saltdalens flytfinner. Dynger af renhorn og ben ligger endnu om stedet.
I Saltdalen fortælles, at i det svenske nabosogn, hvor finner var talrige, ofrede ikke alene rener, men ogsaa heste og okser, som de kjøbte af den fastboende befolkning, til sine afgudsbilleder. De slagtede dem ikke selv, men bandt dem fast og lod dem ynkelig sulte ihjel i ødemarken; guden skulde selv tage sit offer, naar han lystede.

S a l t d a l e n   k i r k e   er en langkirke af tømmer, opført 1864, med 500 siddepladse.
Kirken nævnes ikke i reformatsen og er bygget senere. Efter Kraft blev Saltdalen udskilt fra Skjerstad som eget sogn i 1650. I ældre tider var Skjerstad Saltdalens nærmeste kirke, hvortil dalens faatallige befolkning sognede, og endnu tidligere var der ingen kirke nærmere end i Bodø.
Det heder, at i aaret 1648 udvirkede amtmand Preben von Ahnen, at Saltdalens almue fik tilladelse til at erholde en kirke for sig selv, dels paa grund af deres beredvillighed ved en skanses anlæg, dels fordi saltværingerne for at hindre et forventet indfald fulgte amtmanden tilfjelds lige til en dal paa grændsen, som ligger 6 mil op fra sjøen. Det var den gang, at Nasa sølvværk ødelagdes. Da toget var tilende, bad folkene om tilladelse til at bygge kirke for at undgaa den besværlige reise til Skjerstad kirke.
Det heder ogsaa, at Saltdalens menighed søgte at faa en egen præst, "da deres præst paa Skjerstad, hr. John, var død", 1650. Ved Fredrik III's reskript af 21de december 1650 blev ansøgningen bevilget; de fik en præst "paa grund af veiens besværlighed og det onde føre til Skjerstad", ligesom de kunde opføre en egen kirke.
Paa den store indenfor Saltnes liggende slette øst for elven stod Saltdalen gamle kirke, lige til den i 1864 blev flyttet til sin nuværende plads paa vestsiden.
Den første kirke eller kapel i Saltdalen blev opført i 1651. Da kirken skulde bygges, blev sylstokkene huggede langt opi almenningsskogen. Der, hvor stokkene drev iland, skulde kirken ligge, heder det. De drev iland ved Lien oppe i dalen, men da dette sted var ubekvemt til kirke, slap man dem atter i elven, som førte dem ned til Saltnes, hvor de drev op straks ovenom den gamle kirketomt. Der blev kirken bygget, skjønt man helst vilde havt den paa den anden side.
I 1776 byggedes en ny korskirke paa den gamles sted. Den skal indvendig have været smykket med underligt udskaarne skibe og miniaturkirker hængende ned fra loftet. Denne kirke benyttedes lige til 1864, da den nye kirke opførtes paa Skansen. Den ældste kirke blev derefter solgt, og tømmeret benyttedes ved opførelsen 1868 af Skaanland kapel i Trondenes.
I erstatning af fisketiendefondet faar Saltdalen sognepræst 260 kr. aarlig og Saltdalen kirke 352 kr. foruden et tillæg.

V e i e.   Gjennem Saltdalen og videre op gjennem Junkerdalen indtil fjeldstuen Graddis gaar nu kjørevei, hvorefter kan fortsættes paa almindelig fjeldvei til Arjepluog i Sverige. Desuden gaar der fjeldvei fra gaarden Russaanes i Saltdalen over til Dunderlandsdalen i Mo herred, langs hvilken vei findes flere fjeldstuer.
S t a t s v e i a n l æ g.   I 1862 sprængtes vei gjennem Gunhildshammeren, Kvervhammeren og Bleikneshammeren i en samlet længde af 0.8 km. for en udgift af kr. 9.357,57. Veibredden er 2.5 m. I aarene 1871 - 79 udførtes en 3 alen bred og 5.4 km. lang vei gjennem Junkerdalsuren, hvortil medgik kr. 15.168,83. Den fører, som før omtalt, langs den fossende elv, gjennem det trange gjel med steile vægge, og er paa grund af de hyppige, tildels voldsomme sten- og sneskred til sine tider farlig at passere.
Straks ovenfor uren ligger gaarden Solvaagli og ca. 3 km. længere op gaardene Junkerdal, som ogsaa dalen her benævnes. Fra gaardene Junkerdalen er i aarene 1878 - 87 planeret veilegeme over Graddis til rigsgrændsen. I aarene 1892 - 95 blev bygget ny vei fra Bleiknes til Junkerdalsuren, ca. 13 km. Anlægget var delt i 5 parceller, hvoraf de 2 vanskeligste udførtes af staten, medens de øvrige blev bygget af Saltdalen kommune ved pligtarbeide under anlægsbestyrelsens kontrol.
Veien blev trods den kombinerede byggemaade saa godt udført, at der ingen forskjel er at se paa de forskjellige parceller. Veibredden er 4, 3.75 og 2.5 m. Veidækket er uden stenlag. Maksimumstigning er l:20. Anlægsomkostningerne var kr. 78.833,07, medregnet kommunens parceller, der beløb sig til 16.500 kr. Ialt er der bygget 35.2 km., hvortil medgik med distriktsbidraget kr. 138.833,14. Heraf er dog kr. 8.748,30 anvendt til Graddis fjeldstue.
K o m m u n a l e   v e i e.   Fra strandstedet Rognan ved bunden af Saltdalsfjorden gaar vei op gjennem dalen paa Saltdalselvens vestre side til færgestedet ved Storalmenningen, 18 km. Senere ligger veien paa østre side af elven, som ved lav vandstand kan kjøres ved færgestedet. Veien er bygget af kommunen; der er for svagt udført veidække, saa veien til sine tider er i mindre god stand.
Paa Strækningen Rognan - Storalmenningen er i de senere aar med bidrag af amtet ombygget 3 stygge bakker, nemlig Høijordfald, Trolddalen og Kvælebakkerne, i en samlet længde af hen imod 3 km. med en udgift af ca. 13.500 kr.
Fra Storalmenningen til Bleiknes, ca. 10 km., er veien for det meste selvdannet med undtagelse af de ovenfor omtalte ved Gunhildshammeren, Kvervhammeren og Bleikneshammeren for statsmidler udførte arbeider.
Den hele vei fra Rognan til rigsgrændsen kan efter sin beskaffenhed inddeles i følgende parceller: Rognan - Storalmenningen, 18 km., noksaa god; Storalmenningen-Bleiknes, 10.5 km., mindre god; Bleiknes - Junkerdalsuren, 13.1 km., meget god; Junkerdalsuren - Solvaagli, 5.4 km., noksaa god; Solvaagli - rigsgrændsen, 19 km., vintervei; tilsammen 66 km. For strækningen Storalmenningen - Bleiknes er der ingen nøiagtig længdeopgave. Derhos er for kommunens regning i sidedalen Evenesdalen, som støder til hoveddalføret ved Pothus, oparbeidet vei ca. 1 km. ovenfor denne gaard. Veien gaar derefter over Eveneselven paa en med bidrag af amtet nylig bygget bro og fører videre til nedre ende af Vasbotnvatn, hvor der ved elvens udløb af samme er opført en tarvelig bro. Længden er ca. 4 km., der kun delvis er oparbeidet, men dog fremkommelig.
Ialt er der af kommunalt udførte veie ca. 35 km.
Fra den førstnævnte bro i Evenesdalen fører en vei op gjennem Evenesdalen til de øverst i samme liggende gaarde, men den er kun for en ringe del oparbeidet, har stærke stigninger og kan neppe henregnes blandt kjørbare veie.
Fra Russaanes til Bjellaanes i Mo er en fjeldovergang, som ligger langs telegraflinjen, hvor der er opført 4 stuer for telegrafvæsenets tjenestemænd til afbenyttelse under linjebefaring. Længden angives til at være ca. 60 km.
Sti fra Vasbotndalen over Lapflytterskaret og videre østover til Sulitelma er over fjeldet opvardet af Bodø turistforening; den kaldes i almindelighed "Stakelina" efter varderne eller stakingen. Nede i dalen, langs myrer og gjennem smaaskog sees den let, og opvardingen begynder med det samme den forlader skogen, saa den er let at følge. Den er almindelig brugt baade af saltværinger og svensker, som skal til og fra Sulitelma. Hvor veien passerer den største bæk sydvest for Baasjavrre, ligger der som regel sne over bækken, saa man slipper tørskoet over.

Saltdalen herred var i 1902 delt i 15   s k o l e k r e d s e   med 569 undervisningsberettigede børn, 6 lærere og 3 lærerinder. Junkerdalen udgjør en egen skolekreds med 18 til 24 børn. Paa grund af de lange afstande maa børnene fra Skaiti og Graddis i skoletiden indlogeres hos opsidderne i Junkerdalen, som oftest paa den maade, at disse til vederlag faar sommerhavn for et par kreaturer hos børnenes forældre.

Ifølge skatteligningen udgjorde den samlede antagne   i n d t æ g t   for 1906   416.640 kr.,   f o r m u e n   1.084.100 kr. Samlet   h e r r e d s s k a t   for 1906 var 21.450 kr., fordelt paa 1.027 skatydere.